Sport4. september 2023

Efter skifte til Saudi-Arabien: Riyad Mahrez og Taylor Ward er blevet gift – igen

Taylor Ward og Riyad Mahrez har sagt ja til hinanden, men parret venter et år med at holde en stor bryllupsfest
Riyad Mahrez og Taylor Ward har efterhånden sagt "ja" til hinanden mange gange. Parret er nemlig blevet gift igen.
Riyad Mahrez og Taylor Ward har efterhånden sagt "ja" til hinanden mange gange. Parret er nemlig blevet gift igen.
 Foto: Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix

I slutningen af juli skrev Riyad Mahrez under på en kontrakt med Al-Ahli SFC i Saudi-Arabien.

Derfor blev det til et farvel til England og et goddag til Saudi-Arabien.

Og det kan i sig selv give lidt problemer i et nyt land, hvis der ikke er styr på situationen i hjemmet.

Da Cristiano Ronaldo flyttede til Saudi-Arabien kom det frem, at det ifølge saudiarabisk lovgivning var ulovligt for Ronaldo at bo sammen med kæresten Georgina Rodriguez, da de ikke er gift.

Ifølge flere engelske medier er Riyad Mahrez og Taylor Ward tidligere blevet hemmeligt gift til en muslimsk ceremoni, hvor de underskrev en kontrakt på, at de er formelt gift under den islamiske lov.

Taylor Ward fortalte dog dengang, at de også ville have endnu en ceremoni i England for at gøre deres ægteskab officielt i England.

Og det er nu sket.

For på en række Instagram-stories afslører Taylor Ward, at brylluppet finder sted i dag mandag den 4. september.

Søndag aften skrev hun blandt andet ”i morgen bliver vi gift” og forklarede yderligere, hvad det hele handler om.

- Jeg har fået mange beskeder omkring brylluppet. Bare for at afklare det hele: Brylluppet er ikke i morgen – det er først næste år. Men vi bliver formelt gift i morgen.

Lørdag tabte Riyad Mahrez og Al-Ahli SFC med 5-1 til Al-Fateh SC. Mandag er han i London for at blive gift - igen.
Lørdag tabte Riyad Mahrez og Al-Ahli SFC med 5-1 til Al-Fateh SC. Mandag er han i London for at blive gift - igen.
 Foto: Instagram

Timingen kommer altså perfekt i forhold til, at Riyad Mahrez over sommeren er skiftet til Saudi-Arabien.

For med flere bryllupper og utallige papirer underskrevet, hvor det altså står sort på hvidt, at Mahrez og Ward er mand og kone, bør de ikke være bekymrede for at bo sammen i Saudi-Arabien.

Sponsoreret indhold