Efter Sivert Bakkens død: Fraråder kunstig højdetræning

Norsk skisport blev ramt af en tragedie 23. december, da skiskytten Sivert Bakken på en højdetræningslejr i Italien blev fundet død på sit hotelværelse.
Den 27-årige nordmand blev fundet iført en såkaldt højdemaske, kom det senere frem, og det får nu Olympiatoppen, en slags norsk pendant til Team Danmark, til for nu at fraråde kunstige metoder til højdetræning.
- Mens vi venter på svar i sagen om Sivert Bakkens tragiske død, har Olympiatoppen besluttet og meddelt idrætten, at vi fraråder brug af simuleret højdetræning for atleter, lyder det i en besked ifølge nyhedsbureauet NTB.
Sivert Bakken vil her mellem jul og nytår blive obduceret i Italien, og de første svar forventes i næste uge. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, om højdemasken har spillet en rolle for Bakkens død.
Faktisk var simuleret højdetræning forbudt i Norge frem til 2021, mens det ikke har været forbudt i Danmark og de fleste andre lande.
Selv om forbuddet blev fjernet i Norge for fire år siden, så har Det Norske Skiskytteforbund efter Bakkens dødsfald meldt ud, at man ikke var bekendt med hans brug af højdemasken.
- Det Norske Skiskytteforbund er i øjeblikket ikke bekendt med omstændighederne omkring anskaffelsen og brugen af denne maske, lød det fra forbundet dagens efter dødsfaldet.
- I de kommende dage vil forbundet forsøge at få yderligere klarhed over de faktiske omstændigheder i forbindelse med dette.
Skiskytteforbundet har senere uddybet, at højdemasker ikke har indgået i de tilbud, som forbundet gav atleter, men at man var bekendt med, at enkelte atleter på egen hånd havde anskaffet sig udstyret.
Sivert Bakken fik sin debut i World Cup-regi i 2022. Samme år vandt han sin første og eneste sejr i World Cuppen på Holmenkollen i Oslo.
Senere samme år fik han en hjertebetændelse, der satte karrieren på pause.
I 2024 gjorde han så comeback og tog flere sejre og podiepladser i IBU Cup, der er niveauet lige under World Cuppen.
Så sent som 19. december var Sivert Bakken i aktion i en konkurrence i det sydlige Frankrig.
Herefter rejste han med andre norske landsholdsatleter til Lavaze på højdetræningslejr, hvor han altså blev fundet død på hotelværelset.