Efter katastrofe: Nu er Simone Inzaghi færdig i Inter

Inter siger farvel til succestræner Simone Inzaghi.
Det oplyser den italienske fodboldklub tirsdag.
- Inter og Simone Inzaghi går hver til sit. Beslutningen er truffet efter gensidig aftale, skriver Inter på klubbens hjemmeside.
Udmeldingen kommer tre dage efter, at Inter med Inzaghi på sidelinjen led et ydmygende 0-5-nederlag i Champions League-finalen til Paris Saint-Germain.
Inzaghi har dog siden sin tiltrædelse i 2021 været en stor succes i Milano-klubben.
- Tiden er kommet til, at jeg skal sige farvel til klubben efter fire år, hvor jeg har givet alt, siger Inzaghi i en udtalelse på Inters hjemmeside.
- De seks trofæer, vi vandt, inklusiv mesterskabet og vores Champions League-rejser i 2023 og for blot et par dage siden, er et levende bevis på, hvor meget mit arbejde blev støttet af en fælles forståelse fra staben og alle dele af klubben.
Med Inzaghi på sidelinjen har Inter vundet et italiensk mesterskab, to pokaltitler, tre italienske Super Cup-titler og været i to Champions League-finaler.
Begge europæiske finaler er dog blevet tabt. Senest lørdag, hvor holdet blev tromlet over af PSG.
Ifølge flere italienske medier fortsætter Inzaghi trænerkarrieren i Saudi-Arabien, hvor han skal stå i spidsen for Al-Hilal.
Planen er angiveligt, at den italienske træner allerede skal stå i spidsen for det saudiarabiske mandskab til det nært forestående klub-VM.
Her spiller Al-Hilal første kamp 18. juni mod Real Madrid.