Efter flere ugers sygdom: Peter Rufai er død

LÆS OGSÅ: Diogo Jota og bror mindes: Her skal de begraves
Den tidligere nigerianske landsholdsmålmand Peter Rufai er død.
Han blev 61 år.
Det skriver ESPN, der har fået dødsfaldet bekræftet af Peter Rufais nære ven og tidligere landsholdskollega, Waidi Akanni.
ESPN beretter, at Peter Rufai døde på et hospital i byen Lagos i Nigeria efter flere ugers sygdom.
Den tidligere nigerianske landsholdsmålmand døde torsdag morgen lokal tid.
Nigerias fodboldforbund (NFF) har reageret på den triste nyhed.
- Dette er et kæmpe tab for nigeriansk fodbold. Jeg så ham (Peter Rufai, red.) for cirka en uge siden, og han så slank ud. Da jeg spurgte ham, om alt var i orden, sagde han, at han var okay, lyder det fra Ibrahim Gusau, som er præsidenten for Nigerias fodboldforbund.
- Jeg er forvirret. Vi vidste ikke engang, at han havde været syg. Vi beder inderligt til den almægtige Gud om at trøste alle hans kære såvel som hele den nigerianske fodboldfamilie, fortæller generalsekretær i Nigerias fodboldforbund, Dr. Mohammed Sanusi.
Nogen husker måske Peter Rufai.
Han stod nemlig på mål for Nigeria, da det afrikanske land spillede mod Danmark ved VM i Frankrig i 1998.
En kamp, som Danmark endte med at vinde 4-1 med mål fra Peter Møller, Brian Laudrup, Ebbe Sand samt Thomas Helveg.
Peter Rufai nåede at spille 65 kampe for Nigeria.
På klubplan fik han blandt andet spillet for Lokeren, Farense, Hércules og Deportivo de La Coruña.