Sport17. juli 2023

Efter flere tilskueruheld under Tour de France: Nu kommer løbsdirektør med løsningsforslag

Flere officials og bøder til tilskuere er nogle af idéerne, som Jesper Worre kommer med
Tilskuere har været skyld i flere Tour-styrt. Erfaren løbsdirektør ønsker flere officials og bøder til tosser.
Tilskuere har været skyld i flere Tour-styrt. Erfaren løbsdirektør ønsker flere officials og bøder til tosser.
 Foto: Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard var tæt på at ryge i asfalten på søndagens etape i Tour de France på grund af en uopmærksom tilskuer i vejkanten.

Tilskueren, der så ud til at tage en selfie med sin mobiltelefon, ramte Jumbo-Vismas Sepp Kuss, som tog flere ryttere med sig i faldet.

Vingegaard styrede udenom massestyrtet, der gik ud over blandt andre holdkammeraterne Kuss, Nathan van Hooydonck og Dylan van Baarle samt omkring 20 andre ryttere.

Jesper Worre, der er ekspertkommentator hos Eurosport og tidligere løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt, langer ud efter de tilskuere, der går mere op i at få taget selfies end i at se cykelløbet.

– Det har været slemt i mange år. Men det er blevet værre. Der er uanede mange tilskuere, som ikke ser cykelløbet, men er derude for at få en selfie eller optage rytterne, siger Worre.

Han var med til at planlægge ruterne på de danske etaper i Tour de France 2022. Han mener, at flere officials langs ruten vil virke.

– Der skal placeres flere folk med Tour de France-myndighed – altså officials – ude på ruterne med fløjter.

– Der skulle have været to til fire mand til stede, hvor de styrtede søndag. Tilskuerne var kommet om på den forkerte side af hegnet og var gået for langt ud.

– Tilskuerens arm var helt absurd langt ude, da den ramte styret på Sepp Kuss' cykel, påpeger Worre.

Han foreslår også, at Tour-arrangørerne opsætter hegn flere steder på ruterne. For eksempel når rytterne nærmer sig toppen af stigningerne, hvor der typisk samles mange mennesker.

Derudover opfordrer han de franske myndigheder til at ty til bøder, når tilskuere begynder at løbe ved siden af rytterne.

– Tilskuerne må ikke løbe langs med rytterne. Der kunne man indføre mere konsekvens. Man kunne identificere dem og give dem en bøde. For nogle gange løber de ovenikøbet med deres telefon.

– En ting er at løbe halvstiv og råbe rytteren ind i hovedet. Men at løbe og optage sig selv samtidig er helt horribelt, siger Worre.

Han kalder det generelt komplekst at komme med forslag for at ramme de få tilskuere, der ikke overholder reglerne og er skyld i farlige situationer.

– 99,9 procent af tilskuerne gør alt det rigtige. Holder sig væk fra asfalten, bliver bag afspærringerne, bliver bag folk. Men så er der nogle tosser tilbage.

– Man skal passe på at lave en masse vanvittige ting, for man kan nok ikke ramme tosserne alligevel, siger Worre.

Han minder om, at Touren har millioner af mennesker ude på vejene, og at langt de fleste opfører sig ordentligt.

– Uden publikum lever cykling ikke. Tour de France lever også på grund af sit publikum. Det er en fantastisk oplevelse. Rytterne elsker det. Men de elsker ikke tosserne og risikoen for styrt, understreger Worre.

Adam Hansen, der er præsident for rytternes fagforening (CPA), kom efter styrtet på 15. etape med et forslag om biler med store balloner på siden, der skulle køre foran feltet for at gøre tilskuerne opmærksomme, hvis de er for tæt på vejen.

Måske mere et udtryk for, at Adam Hansen mener, at noget skal gøres, end et forslag, man skal tage helt bogstaveligt.

Det advarer Jesper Worre i hvert fald imod.

– Forslaget er fuldstændig urealistisk. Hvad hvis der står en familie, og bilerne kommer til at ramme de forreste børn? Hvem har ansvaret for det? Forslaget er abstrakt, vanvittigt og dumt.

– Jeg tænker ikke, det er seriøst. Men Adam Hansen kan som formand for rytterorganisationen ikke tillade sig at være dum og useriøs. Forslaget har ingen gang på jord, mener Worre.

Tilskuere har ud over søndagens styrt været skyld i minimum to andre uheld i Touren.

På 8. etape gik det galt for Steff Cras (TotalEnergies), der kolliderede med en tilskuer, som havde forvildet sig et godt stykke ud på asfalten. Cras udgik efterfølgende af løbet.

Dagen efter styrtede Lilian Calmejane (Intermarché), fordi han fik en snor med cykeltrøjer, som en fan svingede rundt med, ind i sit hjul.

Sponsoreret indhold