Sport4. juli 2023

Efter flere store styrt: Vinder for anden dag i træk

I løbet af de sidste kilometer var der flere store styrt på dagens etape af Tour de France, hvorJasper Philipsen oversprintede blandt andre australske Caleb Ewan for anden dag i streg
Tour de France-styrt
Der var flere store styrt i løbet af de sidste par kilometer på dagens etape af Tour de France.
 Foto: Ritzau Scanpix

Jasper Philipsen (Alpecin) er den klart hurtigste rytter i Tour de France-feltet.

Det må være konklusionen efter tirsdagens 4. etape, hvor den belgiske sprinter vandt for anden dag i træk.

I en massespurt på racerbanen Circuit Paul Armagnac i Nogaro blev han i overlegen stil ført frem af sin holdkammerat Mathieu van der Poel og kørte først over stregen.

Lige i hælene havde han australske Caleb Ewan, men der er ingen tvivl om, hvem der i øjeblikket træder hårdest i pedalerne, når det gælder i spurterne.

Mads Pedersen (Trek) kørte sig ind på en tiendeplads.

Fabio Jakobsen (Quick-Step), der var den måske største favorit, var slet ikke med i spurten. Hollænderen styrtede med et par kilometer til mål.

Faktisk var der flere styrt på de sidste kilometer, men blandt andre Jonas Vingegaard sørgede for at holde sig ude af problemer.

Hvis man ser bort fra de sidste fire-fem kilometer, var tirsdagens etape alt andet end et festfyrværkeri.

Da løbsdirektør Christian Prudhomme vinkede med flaget ved den reelle start, var der bomstille i feltet.

Normalt flyver rytterne ud af startboksen for at komme afsted i udbrud, men ingen rørte sig ud af flækken.

Dagen var med andre ord perfekt til en Tour de France-lur på sofaen med den søvndyssende lyd af helikopter i baggrunden.

Først med 85 km til mål - på den anden side af den indlagte spurt - var der grund til at åbne øjenlågene på klem.

Benoit Cosnefroy (AG2R) og Anthony Delaplace (Arkea Samsic) iværksatte et reelt angreb og slap afsted. De blev dog holdt i meget kort snor af feltet frem mod afslutningen på motorsportsbanen.

Allerede med 23 kilometer til mål blev de to lykkeriddere halet ind, og så fik sprinterne lov at køre ræs.

Sponsoreret indhold