Efter eksens datingrygter: Nu ønsker John Arne Riise hende tillykke

Det er ikke alle ekspar forundt at kunne enes efter et brud.
For den tidligere norske fodboldstjerne John Arne Riise og ekskonen Louise Angelica Riise synes det dog at gå ret fint.
De to blev skilt i 2021 efter små syv års ægteskab. Sammen har de sønnen Colin på tre år.
Mandag aften satte Louise Angelica Riise så gang i nogle seriøse datingrygter, da hun delte et billede på Instagram sammen med kendismanageren David Eriksen.
'Tillykke med dagen, min elskede,' skriver hun til billedet, der viser Eriksen holde om hende.
Nu reagerer John Arne Riise så på ekskonens nye forhold.
Det gør han i en story på Instagram, hvor han ønsker parret tillykke.

'Min ekskone og søde mor til vores søn, Colin, har fået en flot og sød kæreste. Stort tillykke til dem begge, skriver den tidligere Liverpool-stjerne henover billedet af netop ekskonen og den nye kæreste.
David Eriksen er manager i bureauet Eccentric People og repræsenterer en række norske kendisser. Derudover er han hovedrollen i den norske realityserie "Alle elsker David".
John Arne Riise fortæller til norsk SE og HØR, at han er glad på parrets vegne – og så var der også plads til en lille sjov kommentar.
– Jeg troede først, at programtitlen "Alle elsker David" bare var en morsom titel, men jeg tog tydeligt fejl, siger han, inden han udtaler sig lidt mere seriøst om ekskonens nye kæreste.
– Louise og jeg har en fantastisk søn sammen, og det er godt for hele familien, at Louise har fundet sig en fin kæreste, som jeg også kender fra tidligere. Jeg ønsker dem kun alt godt.
42-årige John Arne Riise spillede syv sæsoner i engelske Liverpool. Han har desuden spillet 110 landskampe for Norge.