Sport30. august 2022

Efter Chris Anker Sørensens død: Har samlet millioner ind

Om få dage slutter indsamlingen til Chris Anker Sørensens familie og foreningen Børn, Unge & Sorg - og ifølge initiativtagerne er den gået over al forventning
Forud for Tour de France malede en robot e tmalet gigantisk portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby.
Forud for Tour de France malede en robot e tmalet gigantisk portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Cykelentusiasterne Kasper Birkeholm Munk og Kim Sivert Jensen blev, som mange andre danskere, dybt berørte over cykelstjernen Chris Anker Sørensens bortgang sidste år.

De startede derfor tilbage i februar en indsamling, som den 5. september når sin afslutning, og indtil videre er der indsamlet intet mindre end 3.525.000 kroner.

- Det er gået over al forventning.

- Det er en ret ydmyg og taknemlig følelse at være så tæt på slutningen af indsamlingen. Vi havde undervurderet hvor mange mennesker, som ville donere, siger Kasper Birkeholm Munk til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg tænkte først, at hvis vi kunne rejse en kvart million, så ville jeg være stolt. Så kunne hans døtre få en konfirmation og et efterskoleophold hver.

- Og at vi nu står med et resultat, der er mange gange større, det er fascinerende, og jeg er glad og rørt.

Chris Anker blev blot 37 år. Han døde 18. september sidste år under en tragisk trafikulykke, hvor han var ude og cykle i Belgien. Det skete i en pause fra sit arbejde som kommentator for TV 2.
Chris Anker blev blot 37 år. Han døde 18. september sidste år under en tragisk trafikulykke, hvor han var ude og cykle i Belgien. Det skete i en pause fra sit arbejde som kommentator for TV 2.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Størstedelen af det indsamlede beløb går til organisationen Børn, Unge & Sorg, som gennem terapi hjælper børn og unge, der enten har mistet en forælder eller har en syg forælder. 500.000 kroner går til Chris Ankers familie.

Udover at hjælpe økonomisk ville Kasper Birkeholm Munk og Kim Sivert Jensen gerne forlænge samtalen om Chris Anker.

De er begge familiefædre og cykelentusiaster, og de følte et behov for at hjælpe Chris Ankers familie.

- Jeg kendte ikke Chris og havde ikke talt med ham. Men jeg havde en fornemmelse af, at hvis jeg havde kendt ham, så ville han være min ven.

- Så jeg tænkte, jeg måtte gøre noget for at hjælpe familien, siger Kasper Birkeholm Munk til TV2 ØSTJYLLAND.

Chris Anker Sørensen omkom efter en trafikulykke i forbindelse med VM i cykling den 18. september 2021 i Belgien. Han var gift og far til to piger.

For Kasper Birkeholm Munk er det både en underlig, men også glædelig følelse, at indsamlingen er ved sin ende.

- Jeg glæder mig til at aflevere donationerne.

- Det er en stor ting i mit liv, som altid vil være der i mindet, og omvendt glæder jeg mig også til, at vi får det afsluttet, så flere børn kan få sorgterapi, siger Kasper Birkeholm Munk.

Sponsoreret indhold