Sport16. december 2024

Efter brutalt overfald: Guido Burgstaller har fået kraniebrud

Den østrigske angriber fra FC Københavns europæiske modstander Rapid Wien blev overfaldet i weekenden
Guido Burgstaller kommer ikke til at spille mod FC København. 
Guido Burgstaller kommer ikke til at spille mod FC København.
 Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix

Fodboldspilleren Guido Burgstaller var i weekenden offer for et brutalt overfald i den østrigske hovedstad, Wien.

Mens han befandt sig i midtbyen, blev den 35-årige østriger angrebet af en ukendt gerningsmand, skriver nyhedsbureauet dpa.

Burgstaller pådrog sig blandt andet et kraniebrud ved overfaldet og bliver ifølge meldingerne fra Østrig behandlet på hospitalet for sine skader.

Burgstaller spiller til daglig for hovedstadsklubben Rapid Wien, som torsdag aften står over for FC København i Conference League.

Han er delt topscorer for holdet med to mål, men kommer ikke i aktion lige foreløbig. På tværs af alle turneringer har han i denne sæson scoret otte mål - næstflest af alle på holdet.

Skaderne efter overfaldet betyder, at han er ude i adskillige måneder.

Forwarden har spillet 26 kampe og scoret to mål for det østrigske landshold. På klubplan har han tidligere repræsenteret blandt andet Cardiff og Schalke 04.

Både Rapid og FCK er sikre på videre deltagelse i Conference League før torsdagens afsluttende spillerunde i den tredjestørste europæiske klubturnering.

Sponsoreret indhold