Sport6. september 2024 (opd. 6. september 2024)

Efter brug af pyro til derby: FCK skal lukke Nedre Sektion 12 mod AaB

Næste hjemmekamp i Superligaen bliver uden tilskuere på den nedre del af Sektion 12. Det har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet
Sådan så det ud under derbyet mellem FC København og Brøndby IF som FCK vandt med 3-1. Men nu får brugen af pyro konsekvenser for FCK, da Fodboldens Disciplinærinstants har pålagt klubben, at man skal lukke Nedre Sektion 12 til næste hjemmekamp mod AaB.
Sådan så det ud under derbyet mellem FC København og Brøndby IF som FCK vandt med 3-1. Men nu får brugen af pyro konsekvenser for FCK, da Fodboldens Disciplinærinstants har pålagt klubben, at man skal lukke Nedre Sektion 12 til næste hjemmekamp mod AaB.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hele tribunen Nedre B i Parken skal stå tom, når FC København 23. september tager imod AaB i Superligaen.

Det er dommen fra Fodboldens Disciplinærinstans som følge af brugen af pyroteknik fra FCK-fans i den seneste hjemmekamp mod Brøndby. Det meddeler FCK selv på sin hjemmebane.

Nedre B huser normalt halvdelen af den fanzone, der går under navnet Sektion 12, som dermed halveres i størrelse til kampen mod AaB.

- Den delvise nedlukning af Sektion 12 skyldes brugen af langt over 200 pyrotekniske genstande ved kampen mod Brøndby IF søndag d. 1. september, skriver klubben på sin hjemmeside.

- FC København er meget ærgerlig over situationen, der betyder, at der vil være en halveret stemningstribune ved hjemmekampen mod AaB mandag den 23. september.

Klubben meddeler, at man er i færd med at finde løsninger, så sæsonkortholdere og andre med abonnementer til kampen kan komme til kampen alligevel.

FCK ligger aktuelt nummer fire i Superligaen med 14 point efter syv kampe. AaB ligger nummer ni med seks point.

Brøndbys fans opførte sig heller ikke efter alle forskrifter i Parken til derbyet i seneste runde. Klubben fra den københavnske vestegn slipper dog med en bøde på 125.000 kroner. Det fremgår af en kendelse fra disciplinærinstansen.

Sponsoreret indhold