Sport7. august 2023

Efter alvorlig ulykke: Jørgen Bitsch er gået bort

Danmarks Motor Union skriver i en pressemeddelelse, at formand Jørgen Bitsch gik bort lørdag den 5. august
I 2014 fejrede Danmarks Motor Union 100 års jubilæum. Her mødte kronprins Frederik både speedwaylegenden Ole Olsen og Jørgen Bitsch.
I 2014 fejrede Danmarks Motor Union 100 års jubilæum. Her mødte kronprins Frederik både speedwaylegenden Ole Olsen og Jørgen Bitsch.
 Foto: Scanpix Denmark

Dansk motorsport er mandag blevet ramt af en tragisk nyhed.

For lørdag formiddag den 5. august gik Jørgen Bitsch bort.

Det skriver Danmarks Motor Union i en pressemeddelelse.

Jørgen Bitsch var ude for en alvorlig ulykke den 22. juli.

Her blev han indlagt efter et styrt på sin motorcross-maskine og gennemgik efterfølgende en større operation.

Lægerne var ellers positive efter operationen, ligesom også Jørgen var kontaktbar og i stand til at svare på spørgsmål.

Danmarks Motor Union skriver dog, at der desværre opstod komplikationer under Jørgen Bitschs indlæggelse, som medførte til den pludselige bortgang.

Siden 2007 havde Jørgen Bitsch været formand for Danmarks Motor Union og formand for ligaforeningen i Speedway.

Bitsch var også klubformand i Frederiksborg Amts Motorklub og Fredensborg-Humlebæk Motor Cross Klub.

Jørgen Bitsch har haft stor betydning for motorsporten i Danmark.

Derfor har Nicki Pedersen også på Facebook reageret på den tragiske bortgang.

- Det er med stor sorg at høre, at vores Formand af Danmarks Motor Union, Jørgen Bitsch, er afgået ved døden i lørdags den 5. august 2023. Han har altid haft min dybeste respekt. Æret være Jørgen Bitsch’s minde, skriver Nicki Pedersen i opslaget.

Sponsoreret indhold