Sport7. juli 2023

Edwin van der Sar indlagt på intensivafdeling med hjerneblødning

Ajax oplyser på Twitter, at administrerende direktør i klubben, Edwin van der Sar, er blevet indlagt på hospitalet
Edwin van der Sar er indlagt på intensivafdeling med en hjerneblødning. Ajax fortæller, at hans tilstand er stabil.
Edwin van der Sar er indlagt på intensivafdeling med en hjerneblødning. Ajax fortæller, at hans tilstand er stabil.
 Foto: Scanpix Denmark

Den administrerende direktør for fodboldklubben Ajax, Edwin van der Sar, har fredag fået en hjerneblødning.

Det oplyser Ajax i et opslag på Twitter.

Den tidligere topmålmand er nu på intensivafdeling på et hospital, og hans tilstand er stabil, lyder det fra den hollandske storklub.

- Når der er mere konkret information, vil der komme en opdatering, skriver Ajax på Twitter.

Siden 2016 har Edwin van der Sar været administrerende direktør for Ajax. I slutningen af maj blev det dog meddelt, at hollænderen efter eget ønske stopper som direktør 1. august.

52-årige van der Sar havde en lang karriere som målmand i klubber som Ajax, Juventus og Manchester United.

Både med Ajax og Manchester United vandt han Champions League som aktiv. For Hollands landshold nåede han 130 landskampe - næstflest af alle i historien.

Sponsoreret indhold