Sport29. januar 2024 (opd. 29. januar 2024)

Dronning Mary sætter ord på finale: - Det var imponerende

Dronning Mary var til stede på tribunen, da Danmark tabte EM-finalen mod Frankrig
Mary var med til at uddele medaljer ved EM. 
Mary var med til at uddele medaljer ved EM.
 Foto: Ritzau Scanpix

Dronning Mary var søndag aften på tilskuerrækkerne til EM-finalen i herrehåndbold i Köln i Tyskland.

I et opslag på kongehusets Instagram-profil lykønsker hun de danske håndboldherrer med sølvmedaljen, som hun overrakte.

- Flot kæmpet, Danmark. Det var tæt på og nervepirrende at overvære. Det har været en imponerende indsats, I alle har ydet ved europamesterskabet, lyder det.

Det var Danmark og Frankrig, der spillede om EM-titlen. Kampen endte med et 31-33-nederlag til Frankrig.

I opslaget kaldes kampen "meget ligebyrdig", og dronningen ønsker holdet tillykke med medaljen.

Det er det første store sportsarrangement, som dronning Mary deltager i efter tronskiftet 14. januar. Det er også det første opslag på kongehusets Instagram, som dronningen efter tronskiftet står som afsender af med titlen "H.M. Dronningen."

Kong Frederik og familien har tradition for at dukke op, når vigtige sportskampe bliver spillet.

Sidste år rejste kong Frederik, som på daværende tidspunkt var kronprins, således til Stockholm, for at se håndboldherrerne spille VM-finale mod Frankrig.

Også i januar 2019 heppede den kongelige familie med.

Her var kronprins Christian, som dengang kun havde titlen prins, samt prinsesse Isabella og prins Vincent med deres forældre til håndboldherrernes VM-finale mod Norge i Boxen i Herning.

Sponsoreret indhold