Sport2. december 2023

Drømmen brast: - Det smulrer mellem hænderne på os

Janni Thomsen erkender, at OL-drømmen nu er langt væk for kvindelandsholdet der smed førstepladsen i Nations League
Janni Thomsen startede på bænken, men måtte afløse Real Madrids Sofie Svava allerede efter 11 minutters spil.
Janni Thomsen startede på bænken, men måtte afløse Real Madrids Sofie Svava allerede efter 11 minutters spil.
 Foto: Gregers Overvad

Tyskland var bare bedst i Rostock og slog Danmark 3-0 fredag aften. Det gjorde ekstra ondt på kvindelandsholdet, der inden kampen havde en godt udgangspunkt med fire sejre i baggagen i Nations League.

- Det er ufatteligt tungt. Det er en kæmpe stor drøm at komme med (til OL red.), og vi har ligesom alle muligheder før kampen. Men så mister vi det bare lidt. Det smuldrer mellem hænderne på os, fortæller en trist Janni Thomsen til SE og HØR efter kampen.

Janni Thomsen kunne fredag aften glæde sig over, at være tilbage på landsholdet efter en lang og ufrivillig skadespause. Men resultatet var alt andet, end Vålerenga-spilleren havde håbet på i sit comeback.

Både Sofie Svava, Katrine Veje og Isabella Obaze måtte udgå med skader - førstenævnte allerede efter få minutters spil. Det gav plads til Janni Thomsen, der dog havde ønsket, at det var blevet under andre omstændigheder.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-12-02/20231201_gko1268.arw_.jpg
Katrine Veje var i store smerter efter en tackling i slutningen af første halvleg, men forsøgte at spille videre. Hun måtte lade sig udskifte efter pausen.
 Foto: Gregers Overvad

- Nej, helt bestemt. Det at Svava går ud tidligt, det gør jo også at vi mister et vigtigt indskift senere i kampen, og det vender op og ned på planen og skaber uro.

- Vi mister boldende og der bliver for store afstande imellem os. Tyskerne presser os bare godt hele vejen igennem, og de giver os ikke lov til at have bolden. De (tyskerne red.) havde alt at vinde, vi vidste de ville komme med alt de havde, og det formår vi desværre ikke at stå imod, forklarer hun.

Janni Thomsen havde set frem til at få sine første landskampsminutter under landstræner, Andrée Jeglertz - og hans nye projekt. Men skuffelsen fylder alligevel mere efter comebacket:

- Helt bestemt. Det er en rejse med Andrée som lige er startet. Vi har set sindssygt godt ud hele efteråret. I dag er vi oppe mod en af verdens bedste nationer, og de skal på papiret vinde over os de fleste gange.

- At vi ikke tager point er måske ikke en kæmpe overraskelse, men at vi har det hele i hænderne inden kampen... det smuldrer og det er en tung følelse, siger Janni Thomsen.

Både Danmark og Tyskland har nu 12 point efter fem kampe, men tyskerne er bedst indbyrdes efter deres tredje scoring og ligner en gruppevinder på tirsdag.

Sponsoreret indhold