Sport24. oktober 2022

Drama efter løbet: Kevin Magnussen og Haas protesterer og får flere point

Det bliver til to ekstra point for Kevin Magnussen, da Fernando Alonsos bil ikke var sikker. Derfor er spanieren blevet straffet
Kevin Magnussen ender med at få dobbelt så mange point efter løbet i USA, fordi hans hold fik medhold i protester.
Kevin Magnussen ender med at få dobbelt så mange point efter løbet i USA, fordi hans hold fik medhold i protester.
 Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen mistede ottendepladsen på sidste omgang i søndagens Formel 1-løb i Austin i USA, men nu har han fået den tilbage.

Fernando Alonso (Alpine), der sluttede som syver, er nemlig blevet straffet, efter at Kevin Magnussens hold, Haas, indgav en protest.

Den tidligere verdensmester har fået en tidsstraf på 30 sekunder og falder dermed tilbage til en placering som nummer 15.

Det betyder, at Kevin Magnussen kravler op som nummer otte, og dermed får han fire point i stedet for to. Han har nu 26 point i den samlede stilling, hvor han er nummer 13.

Det bekræfter Formel 1 på sin hjemmeside.

Haas protesterede over Fernando Alonso, fordi spanierens bil var beskadiget efter et sammenstød med Lance Stroll (Aston Martin).

Sidespejlet på Alonsos Alpine-racer blev slået løs, og senere blev det flået af i vinden. Dermed var bilen at betragte som usikker, har løbskommissærerne slået fast efter Haas' protest.

– En bil skal være i sikker stand under et løb, og det var bil nummer 14 (Alonsos, red.) ikke i dette tilfælde. Det er Alpine-holdets ansvar, skriver løbskommissærerne i deres dom.

Alpine har mulighed for at appellere dommen, men det er uklart, om holdet ønsker det.

Kevin Magnussen kæmpede en brav kamp for at sikre sig point i søndagens grandprix i USA.

På slidte dæk var danskeren helt oppe på sjettepladsen, men måtte se sig overhalet af Fernando Alonso og Lando Norris (McLaren), inden Sebastian Vettel (Aston Martin) på sidste omgang sled sig forbi.

– Selvfølgelig er jeg irriteret over at miste en placering til Sebastian. Men jeg må bare sige, at det var noget vild kørsel fra ham. Det er der, man indser, hvorfor han er firedobbelt verdensmester, sagde Magnussen efter løbet til sit holds hjemmeside.

Max Verstappen (Red Bull) snuppede sejren i USA.

Sponsoreret indhold