Sport9. juli 2023

Djokovic jagter triumf i stort jubilæum

Den 23-dobbelte grand slam-vinder spiller søndag kamp nummer 100 ved Wimbledon som den kun tredje herrespiller i historien
Serberen øjner sin ottende Wimbledon-titel.
Serberen øjner sin ottende Wimbledon-titel.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic har skrevet masser af historie ved Wimbledon gennem tiden. Søndag skriver han endnu et stykke historie med et stort jubilæum.

Når han går på banen til fjerderundekampen mod polske Hubert Hurkacz, er det hans kamp nummer 100 i den legendariske grand slam-turnering.

Kun Roger Federer med 119 kampe og Jimmy Connors med 102 kampe har optrådt flere gange i turneringen.

Djokovic kan overgå Connors i år, hvis han når finalen, men det kræver i første omgang en sejr over 17.-seedede Hurkacz. Og polakken har været stærkt spillende.

Som serberen har Hurkacz ikke afgivet sæt endnu i årets turnering. Faktisk er han end ikke blevet brudt i sin serv en eneste gang i tre kampe. Derfor ved Djokovic også godt, at der venter ham en svær kamp.

- Jeg ser ikke mange huller i hans spil, siger den syvfoldige Wimbledon-mester om sin kommende modstander ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Han server ekstremt kraftfuldt og dækker banen godt. Han har meget lange arme og et godt netspil.

Djokovic har vundet de seneste fire udgaver af den mytiske græsturnering, men Hurkacz har tidligere vist, at han kan nedlægge de største mestre.

Det var således polakken, som i 2021 sendte Roger Federer ud i kvartfinalen og ødelagde schweizerens drøm om en niende triumf. Det blev Federers sidste kamp i Wimbledon.

Hvis Novak Djokovic tager en femte titel på stribe, vil han tangere Federers otte triumfer, som er rekord.

Det vil samtidig være hans grand slam-titel nummer 24 i karrieren. Han er allerede rekordindehaver med sine 23 titler. Rafael Nadal har 22 titler, Federer 20 af slagsen.

Sponsoreret indhold