Sport27. januar 2024

Dina Thorslund brød kontakten til mor: Modtog grimme beskeder

Boksestjernen Dina Thorslund har truffet en svær beslutning. Hun ønsker ikke længere at se sin familie
Bokseren ønsker at give sin søn en anderledes opdragelse, end den hun selv fik.
Bokseren ønsker at give sin søn en anderledes opdragelse, end den hun selv fik.
 Foto: Jesper Sunesen

Det kan være svært at sige fra over for dem, man elsker. Men det kan også være nødvendigt at sætte grænser.

I det nyeste afsnit af SE og HØRs sportspodcast 'Af Banen', fortæller den 30-årige dobbelte verdensmester, hvorfor hun har valgt kontakten med familien fra.

- Den dag i dag, der snakker jeg faktisk ikke med min mor, og det synes jeg er mega ærgerligt. Jeg elsker mine forældre, de har gjort det bedste, de kunne, fortæller hun og uddyber:

- Men samtidig har jeg bare mine grænser, som jeg ikke vil gå på kompromis med. Jeg har det sådan, at hvis folk taler grimt til mig, så forventer jeg en undskyldning - før vil jeg simpelthen ikke tale med dem, fortæller Dina Thorslund.

Fik grimme beskeder

Hun understreger samtidig, at hun er taknemmelig for den støtte forældrene gav hende som ung, mens hun styrtede rundt til alt fra ridning til boksning. Men det har bestemt ikke været en konfliktfri opvækst, og nogle ting er svære at tilgive.

- Der har jeg fået grimme beskeder af min mor, hvor det synes jeg ikke var i orden. Jeg sagde til hende: "Jeg vil ikke være med til det. Når der kommer en undskyldning, så kan vi snakke om det". Indtil da skal vi ikke snakke sammen, fortæller Thorslund.

Det er ikke første gang, at forbindelsen til familien er blevet brudt. Men det er ikke med bokserens gode vilje:

- Jeg synes, at vi skal tage en snak om det i stedet for at feje det ind under gulvtæppet og blive pisse sure. Det er ikke sådan, det fungerer. Jeg synes, de voksne skal være de voksne. Jeg har mine grænser, og det vil jeg bare ikke være med til, fortæller hun.

Hvis du vil høre det fulde interview med Dina Thorslund, kan du trykker HER.

Dina Thorlund er lige nu i fuld gang med forberedelserne til sit livs kamp. Den 24. februar skal hun forsvare begge sine VM-titler for første gang mod tyrkiske Seren Cetin, i et regulært boksebrag i Royal Arena. Kampen kan streames live gratis på Pluto TV.

Sponsoreret indhold