Sport7. august 2023

Det største antal i 28 år: 11 danske atleter skal til VM

11 danskere deltager i det kommende VM i Budapest. Det er det største danske hold i 28 år
Denmark's Lisa Brix Pedersen competes in the women's discus throw qualification during the World Athletics Championships at Hayward Field in Eugene, Oregon on July 18, 2022. (Photo by ANDREJ ISAKOVIC / AFP)
Lisa Brix Pedersen er en af de 11 atleter, der skal til VM i Budapest.
 Foto: Andrej Isakovic/AFP/Ritzau Scanpix

Danmark stiller med en trup på 11 atletikudøvere til det forestående VM i Budapest.

Det oplyser Dansk Atletik mandag i en pressemeddelelse.

Forbundet oplyser, at det er den største danske VM-trup siden VM for 28 år siden i Göteborg.

Det forholdsvist store antal danske deltagere begejstrer elitechef Mikkel Larsen.

- De seneste par år har det været en bevidst strategi at få flere atleter hævet til internationalt niveau, så vi fyldte mere til de store mesterskaber, siger Mikkel Larsen.

Elitechefen har i spænding holdt øje med de seneste ranking-lister fra Det Internationale Atletik Forbund, World Athletics.

Torsdag i sidste uge var blot seks atleter sikre på VM-deltagelsen, men det lykkedes at få yderligere fem med via kvotepladser.

- Vi havde i år flere udøvere, som lå lige på grænsen til deltagelse, så glæden er selvsagt stor over, at så mange kommer med. De to sidste er en overraskelse og en ekstra bonus, siger Mikkel Larsen.

Elitechefen henviser til diskoskasteren Annesofie Hartmann og 1500 meter-løberen Sofia Thøgersen.

Det danske VM-hold består af ni kvindelige atletikudøvere og to mandlige.

VM i Budapest afholdes fra 19. til 27. august.

Den danske trup ser ud som følger:

* Caroline Bonde Holm (stangspring).

* Juliane Hvid (3000 meter forhindring).

* Karen Ehrenreich (maraton).

* Katrine Koch Jacobsen (hammerkast).

* Lisa Brix Pedersen (diskoskast).

* Mette Graversgaard (100 meter hæk).

* Annemarie Nissen (800 meter).

* Annesofie Hartmann Nielsen (diskoskast).

* Gustav Lundholm Nielsen (400 meter).

* Kristian Uldbjerg Hansen (1500 meter).

* Sofia Thøgersen (1500 meter).

Sponsoreret indhold