Den norske skistjerne Therese Johaug afslører: Er gravid

2022 var et vildt år for den norske skistjerne, hvor det blandt andet blev til OL-guld i Beijing. Hun valgte også at stoppe karrieren i løbet af 2022.
2023 bliver dog ikke et stille år for ski-darlingen fra vores nordiske naboer. Hun skal nemlig være mor.
Det afslører hun i et Instagram-opslag.
'Flokken udvides. 2022 har budt på alt, jeg kunne drømme om', skriver hun.
Johaug har godt nok selv lagt skiene på hylden, men er efterfølgende startet som ekspert på TV-stationen NRK. Hun fortæller til netop NRK om det at skulle være mor.
- Det er jo det største, man kan opnå. Det overgår alle de guldmedaljer jeg har vundet, siger Therese Johaug.
Et kvalificeret gæt vil være, at der godt kunne være en kommende sportsstjerne gemt i Johaugs kommende barn. Faren er nemlig ingen ringere end den tidligere verdensmester i roning Nils Jakob Hoff.
Siden sit karrierestop sidste år har Therese Johaug foruden at være TV-ekspert også udgivet en selvbiografi.