Sport3. juni 2025 (opd. 3. juni 2025)

Den danske landsholdsspiller Rikke Iversen er gravid

Den danske landsholdsspiller Rikke Iversen er gravid og skal føde sit første barn ved indgangen til december
Rikke Iversen skal være mor.
Rikke Iversen skal være mor.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsspiller Rikke Iversen er gravid og skal føde sit første barn ved indgangen til december.

Dermed har hun spillet sin sidste kamp for i år. Det oplyser Team Esbjerg på sin hjemmeside.

Rikke Iversen var af samme årsag ikke til rådighed i weekendens slutkampe i Champions League i Budapest, hvor Team Esbjerg kæmpede med om titlen og endte med en tredjeplads.

Hun er heller ikke med i den kommende weekends DM-finale mod sin tidligere klub Odense.

- Vi er afsindigt lykkelige og glæder os til at møde det lille nye menneske i slutningen af året. Den følelse fylder allermest for os.

- Men det ville da også have været fedt at være med de sidste par uger af sæsonen til de store kampe med pigerne, siger Rikke Iversen til klubbens hjemmeside.

Graviditeten er den fjerde i Team Esbjerg på et år efter Nora Mørk, Kathrine Heindahl og Marit Røsberg Jacobsen.

Det er noget, cheftræner Tomas Axnér accepterer som et grundvilkår.

- Jeg føler først og fremmest glæde på Rikke og kærestens vegne og ønsker hende al mulig held og lykke med graviditet og fødsel.

- Nogle venter til efter den aktive karriere med at få børn, men jeg har set mange eksempler på spillere, der vælger at passe det ind, vender tilbage, spiller deres bedste håndbold og forlænger karrieren.

- Det kan være værdifuldt med en pause midt i ekstremt mange kampe og få tid til at reflektere over livet, siger Tomas Axnér.

Rikke Iversen lover at vende stærkt tilbage, når hun er klar til det.

- Når fødsel og barsel er veloverstået, satser jeg på at vende tilbage på mit tidligere niveau i det nye år og vinde medaljer med Team Esbjerg og det danske landshold, siger Rikke Iversen.

Sponsoreret indhold