
Deler brutal hemmelighed: Brian Holm talte ikke med sin storebror i 30 år

LÆS OGSÅ: Brian Holm troede aldrig det skulle lykkes at få børn
I tre årtier var tavsheden total mellem Brian Holm og hans storebror Eskild. Det afslører den kendte sportsmand i dag i sin nye bog "Brian fra Amager", der udkommer i dag.
De to røg i hårde slagsmål som unge, og efter et voldsomt opgør, hvor Brian kastede en kniv efter Eskild, brød kontakten helt sammen.
Først da Brian mange år senere lå på hospitalet med tarmkræft og stod foran en livsvigtig operation, kom Eskild tilbage ind i hans liv.
Brian Holm og hans storebror Eskild havde utallige kampe, da de boede hjemme. Eskild var lille og tæt og meget stærkere end Brian, som til gengæld var ufattelig hidsig.
Et af brødrenes opgør handlede om, hvordan seks burgere, som deres mor, havde stillet frem, skulle fordeles mellem Eskild, Brian og deres lillebror Kelvin.
Drengenes mor var ikke hjemme, så Eskild skyndte sig at tage de tre burgere og så kunne Brian og Kelvin dele de sidste tre.
Det gjorde Brian rasende og endte i et stort slagsmål, hvor det meste af hjemmet blev smadret og Brian kastede en kniv efter sin storebror.
Den sad stadig i døren til Eskilds værelse, da drengenes mor og hendes mand kom hjem.
Eskild og Brian talte ikke med hinanden i de følgende 30 år, og først da Brian skulle opereres for tarmkræft, tog Eskild altså kontakt.
