Sport15. september 2023

Davis Cup-kaptajn om Holger Rune: - Det er uambitiøst

Det danske Davis Cup-hold skal sigte efter verdenstoppen med Holger Rune på holdet, fortæller Frederik Løchte Nielsen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Frederik Løchte Nielsen om Davis Cup-chancerne og Holger Rune.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Danmarks tennislandshold møder Brasilien i den såkaldte Davis Cup, som begynder fredag. En sejr kan sende det danske hold snublende tæt på finalen, tidligere kendt som World Group, der er det højeste niveau i Davis Cup-konkurrencen.

- Det ville være fantastisk at få sendt det danske landshold tilbage i World Group og alle de bedste nationer i verden, fortæller Davis Cup-kaptsjn Frederik Løchte Nielsen til SE og HØR.

Alt andet vil, ifølge Løchte, heller ikke være ambitiøst nok, når man har en verdensstjerne på holdet:

- Når du har nummer fire i verden, en af verdens bedste, så synes jeg også, det er uambitiøst. Man gør ham en uret, hvis vi ikke sigter højt. Så det er det, vi arbejder mod, og det, hele projektet drejer sig om. Vi har en af verdens bedste spillere – det er en god joker at have i hånden.

Løchte roser hele det danske hold, som han mener, har gennemgået en hurtig udvikling.

- Spillerne er blevet gode tidligt. Holger er blevet rigtig god tidligt, det gør en kæmpe forskel for os.

Holger Rune er med sine resultater på rekordtid blevet en dansk verdensstjerne, og det er ikke kun en sportslig fordel på banen. Interessen for verdensfireren vil forhåbentlig åbne den bredere befolknings øjne for landsholdstennis, forklarer Løchte:

- Folk kan blive introduceret til Davis Cup og måske indse, at det er en mere livlig måde at se tennis på. Så håber vi, vi kan få skabt en kultur, hvor folk kommer tilbage.

- Det er i hvert fald et højdepunkt i drengenes kalender, det er der ikke nogen tvivl om.

Holger Rune spiller første singlekamp mod Brasilien fredag kl. 16.00.

Den danske trup består foruden Holger Rune af August Holmgren, Elmer Møller, Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard.

Sponsoreret indhold