Sport2. oktober 2023

David Beckham mindes VM-skandale: - Jeg var et vrag

Et rødt kort kom til at ændre den engelske stjernes liv
Det røde kort ved VM i 1998 gør ondt at tænke tilbage på for David Beckham, der har svært ved at tale om det.
Det røde kort ved VM i 1998 gør ondt at tænke tilbage på for David Beckham, der har svært ved at tale om det.
 Foto: Joel C Ryan/AP/Ritzau Scanpix

David Beckham har stadig svært ved at se tilbage på og tale om det røde kort, han fik af den danske dommer Kim Milton Nielsen ved fodbold-VM i 1998.

Det fortæller det engelske fodboldikon i den første episode af Netflix-dokumentarserien "Beckham", der efter planen kan ses fra onsdag.

- Jeg ville ønske, jeg kunne tage en pille, som kunne slette visse minder. Jeg lavede en dum fejl. Det ændrede mit liv, siger David Beckham i episoden.

Den i dag 48-årige englænder ser i dokumentarserien tilbage på karrieren, der bød på ophold i storklubberne Manchester United, Real Madrid og Paris Saint-Germain.

Men han forholder sig også til det røde kort ved VM-slutrunden, hvor han blev udvist i ottendedelsfinalen mod Argentina. David Beckham sparkede Diego Simeone. Milton kvitterede med et rødt kort.

England røg ud efter en tabt straffesparkskonkurrence til argentinerne.

Efterfølgende blev Beckham udsat for voldsom kritik i hjemlandet på grund af udvisningen og VM-skuffelsen.

- Hvor end jeg gik, skreg og spyttede folk efter mig. Det var hårdt. Jeg spiste ikke, sov ikke. Jeg var et vrag, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

- Det gik også ud over mine forældre. Det kan jeg ikke tilgive mig selv for. For det skete på grund af en fejl, jeg begik, siger David Beckham.

Konen og Spice Girls-sangeren, Victoria Beckham, der også medvirker, giver også sit syn på sagen i den svære tid for hele familien.

- Han var deprimeret, absolut klinisk deprimeret. Og helt knust, siger Victoria Beckham.

Hun påpeger, at David Beckham kun var 23 år, da han fik det røde kort ved VM, og at han blev far for første gang i marts 1999. Alt det havde han svært ved at håndtere dengang.

- Vi var i USA på ferie efter VM, og vi skulle have vores første barn. Jeg troede, at alt ville blive godt igen, og at folk ville glemme det i løbet af en dag eller to.

- Jeg tror aldrig, jeg har talt om det, for det kan jeg bare ikke. Jeg har svært ved at tale om, hvad jeg gik igennem, for det var så ekstremt, siger David Beckham.

Sponsoreret indhold