Sport17. august 2023

Danske både sikrer deltagelse ved OL i 2024

I forbindelse med VM er der sikret dansk deltagelse i Paris næste år i klasserne 49er og 49erFX
 Danmark skal på vandet ved OL.
Danmark skal på vandet ved OL.
 Foto: Ritzau Scanpix

Når OL skal afvikles i Paris næste år, bliver det som minimum med dansk deltagelse i klasserne 49er og 49erFX.

Det står klart, efter at besætningerne Frederik Rask og Jakob Precht samt Johanne og Andrea Schmidt lykkedes med at blive blandt de ti bedste nationer ved VM i Haag.

Det oplyser Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

I herrernes 49er hentede Rask og Precht placeringer som nummer 6, 7 og 15 og blev samlet nummer 11, lige uden for Medal Race.

Men da både polakkerne og briterne lå med to besætninger i top-10, var den danske OL-kvalifikation hjemme.

- Vi er superglade for at have kvalificeret Danmark til OL og derudover at have sejlet et overordnet godt stævne.

- Vi har fundet tilbage til nogle af de gamle rutiner og lykkedes med ting, som vi ellers har kæmpet lidt med over sæsonen. Det giver god motivation, siger Frederik Rask.

Hos kvinderne i 49erFX blev dramaet om den sidste nationsplads en del større.

Søstrene Schmidt sluttede som samlet nummer 10 efter onsdagens tre sejladser og havde dermed umiddelbart sikret Danmark en nationsplads ved OL.

Men da Finland som nummer 11 nedlagde lagde protest mod Race Commitee over en tildelt tyvstart, var intet afgjort før en høring torsdag morgen. Den blev dog afvist, og Danmark fastholdt dermed pladsen i Medal Race.

- Vi har ikke sovet så meget i nat, kan vi godt afsløre. Det blev lige lidt for spændende, siger Johanne Schmidt og bliver afløst af søster Andrea:

– Da vi fik afgørelsen af Finlands protest, var det mest af alt lettende. Det er virkelig fedt at kunne tjekke den af, at nu er Danmark kvalificeret, så vi kan fokusere på at blive bedst muligt og ikke på at få en nationsplads.

Sponsoreret indhold