Sport23. november 2022

Dansk stjerneopgør: Vingegaard skal slås med Axelsen og Holger Rune

Hvem tager prisen som årets sportsnavn 2022? Tour de France-vinder Jonas Vingegaard, tenniskometen Holger Rune, Viktor Axelsen eller en helt anden
Hvem bliver årets sportsnavn 2022?
Hvem bliver årets sportsnavn 2022?
 Foto: Gao Jing Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix/Yoan Valat/EPA/Ritzau Scanpix/Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Der er hård konkurrence om at blive Årets Sportsnavn i Danmark i 2022.

Onsdag morgen offentliggjorde Danmarks Idrætsforbund på Instagram yderligere fem nominerede til prisen, som uddeles i januar.

Det drejer sig om tennisspilleren Holger Rune, cykelrytteren Mads Pedersen, paradressurrytteren Tobias Thorning, dressurlandsholdet og skytten Rikke Mæng.

Rune har i 2022 markeret sig som en af verdens bedste tennisspillere på herresiden.

Han nåede kvartfinalen i French Open og krydrede en imponerende sæson med at vinde Paris Masters efter en finalesejr over selveste Novak Djokovic.

Mads Pedersen kan ud over en etapesejr i Tour de France bryste sig af tre etapesejre i Vuelta a España, hvor han også endte med den grønne pointtrøje.

Det danske dressurlandshold løb med guldet ved VM på hjemmebane, mens Tobias Thorning ved samme mesterskab snuppede to guldmedaljer.

Endelig er Rikke Mæng nomineret for sit EM-guld, der samtidig sikrede Danmark en plads ved OL.

I alt kommer 15 danske atleter til at kæmpe om prisen. Ti af dem er nu offentliggjort.

I forvejen var badmintonspilleren Viktor Axelsen, paradressurrytteren Katrine Kristensen, golfspilleren Nanna Koerstz Madsen, speedwaykøreren Leon Madsen og ikke mindst cykelrytteren Jonas Vingegaard blevet offentliggjort.

Sidstnævnte må med sin samlede sejr i Tour de France regnes som en af de absolutte favoritter til prisen.

Sponsoreret indhold