Sport26. juli 2023

Dansk butterflysvømmer klarer OL-krav og er videre ved VM

Helena Rosendahl Bach har klaret OL-kravet i 200 meter butterfly og er videre til VM-semifinale i bedste tid
Helena Rosendahl Bach er finaleklar i 200 meter butterfly.
Helena Rosendahl Bach er finaleklar i 200 meter butterfly.
 Foto: Ritzau Scanpix

Svømmeren Helena Rosendahl Bach har sikret Danmark en nationsplads i 200 meter butterfly ved næste års OL i Paris.

Natten til onsdag dansk tid svømmede hun sig videre fra de indledende heats ved langbane-VM i japanske Fukuoka i tiden 2 minutter og 7,57 sekunder, hvilket var næsten et sekund hurtigere end OL-kravet.

Hun er glad for at have sikret en dansk OL-billet, selv om den ikke med sikkerhed tilfalder hende selv.

- Det er bare dejligt, og jeg blev meget rørt, da jeg så tiden på scoreboardet.

- Jeg havde ikke tænkt, at jeg ville gøre det allerede i mit indledende heat. Det kørte bare ret godt hele vejen igennem, så jeg tænkte, "nu giver jeg den et skud", og det var heldigvis nok, siger Helena Rosendahl Bach.

Samtidig var hendes tid også den hurtigste af alle på tværs af de fire indledende heats. Derfor svømmer hun semifinale klokken 14.16 onsdag eftermiddag dansk tid, og målet er en finaleplads.

- Jeg er mega lettet over at have klaret OL-kravet, og jeg tror, at det kommer til at give et boost i semifinalen. Jeg håber at kunne finde noget mere. Det kunne være fedt med en personlig rekord.

- Det var jo kun indledende, og de andre har nok ikke svømmet sig helt ud. Så det bliver vildt tæt, og jeg kommer til at give alt for at komme i finalen, siger Helena Rosendahl Bach, der sidste år tog EM-sølv i disciplinen.

Hendes personlige rekord er 0,27 sekunder hurtigere end hendes indledende VM-tid.

Også Julie Kepp Jensen var i aktion ved langbane-VM natten til onsdag, men hun formåede ikke at gå videre fra de indledende heats i 50 meter rygsvømning.

Hun blev nummer 30 af de 61 svømmere, der gennemførte de indledende heats.

- Jeg havde en god fornemmelse og troede, at det var meget bedre, end resultatet viste. Jeg er faktisk lidt forbavset, så nu skal jeg se videoen og finde ud af, hvorfor det ikke var bedre, siger en skuffet Julie Kepp Jensen.

Sponsoreret indhold