Sport15. september 2023

Dansk badminton-succes i Hong Kong Open: Doubler er klar til semifinaler

Både herre- og damedoublen er videre efter sejre i to sæt
Anders Skaarup og Kim Astrup spillede sig ligesom Maiken Fruergaard og Sara Thygesen videre i Hongkong.
Anders Skaarup og Kim Astrup spillede sig ligesom Maiken Fruergaard og Sara Thygesen videre i Hongkong.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tvillingerne Lee Fang-jen og Lee Fang-chih fra Taiwan kunne ikke matche den danske herredouble med Anders Skaarup og Kim Astrup i fredagens kvartfinale i Hong Kong Open.

Danskerne spillede sig uden nævneværdige problemer videre til semifinalerne i Super 500-turneringen med en sejr på 21-13, 21-17.

Også damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen er semifinaleklar efter deres sejr over de ottendeseedede japanere, Rena Miyaura og Ayako Sakuramoto.

For at komme i finalen skal Skaarup og Astrup besejre det femteseedede par Hendra Setiawan og Mohammad Ahsan fra Indonesien.

Danskerne, som for nylig vandt sølv ved VM, er selv seedet som nummer syv.

Fredag viste de et højt niveau mod det taiwanske brødrepar, som haltede efter gennem hele første sæt.

Uden at spille op til deres bedste bragte Anders Skaarup og Kim Astrup sig foran 9-4, og parret bevarede en sikker margin til modstanderne på vej mod sætsejren.

Bedre modstand kom der i andet sæt fra Lee Fang-jen og Lee Fang-chih, som fulgte med frem til stillingen 12-12.

Men når den danske duo skruede bare en lille smule op for niveauet, blev parret fra Taiwan tvunget til at lave fejl.

Astrup og Skaarup misbrugte to matchbolde, men udnyttede den tredje og er nu blandt turneringens sidste fire par.

Det blev lidt tættere i Fruergaard og Thygesens sejr over Miyaura og Sakuramoto. Danskerne vandt med cifrene 21-19, 21-18 og nærmer sig nu et stort resultat.

Der er til gengæld ingen danske singler med i weekenden. Magnus Johannesen og Rasmus Gemke var de sidste danske islæt i fredagens kvartfinaler.

Mens Gemke måtte trække sig med en skade i andet sæt mod japanske Kenta Nishimoto, tabte Johannesen i to sæt til malaysiske Tze Yong Ng trods en god start på kampen fra danskeren.

Sponsoreret indhold