Sport22. april 2024 (opd. 22. april 2024)

Dansk Antidoping-boss: - Det er meget opsigtsvækkende

Det undrer Anti Doping Danmark, at 23 svømmere ikke blev midlertidigt suspenderet, mens sagen blev undersøgt
Vicedirektør Kim Højgaard Ravn i Anti Doping Danmark. Brøndby torsdag den 7 april 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Direktør Kim Højgaard Ravn i Anti Doping Danmark, undrer sig over en kinesisk sag, hvor 23 svømmere ikke blev midlertidligt suspenderet - dette på trods af de var under mistanke for at have taget stoffet trimetazidin.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Spørgsmålene tårner sig op hos Anti Doping Danmark, efter at 23 kinesiske svømmere i flere medier er blevet mistænkt for brud på reglerne forud for OL i Tokyo for tre år siden.

- Der er en hel række af specielle omstændigheder, der gør, at den her sag er meget opsigtsvækkende, siger Kim Højgaard Ravn, der er direktør i Anti Doping Danmark.

Han undrer sig over flere ting i sagen, som han har fulgt på afstand med forbløffelse.

Det drejer sig om en sag, der kom frem i weekenden om 23 kinesiske svømmere, som havde spor af hjertemedicinen trimetazidin i prøver, der blev afgivet før OL i 2021.

Ifølge Daily Telegraph, ARD og New York Times konkluderede Kinas antidopingmyndigheder indledningsvist, at dopingprøverne indeholdt afvigende analytiske fund.

Men senere frikendte Kina svømmerne for straf, efter at undersøgelser viste, at atleterne havde indtaget stoffet ubevidst gennem forurenet mad i forbindelse med konkurrencer i slutningen af 2020 og starten af 2021.

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, stillede sig senere bag den forklaring. Svømmerne fik derfor lov til at deltage ved OL for tre år siden.

Det er en proces, som Anti Doping Danmark gerne vil have uddybet. For kineserne kunne også være blevet midlertidigt udelukket, mens sagen pågik, som det ofte sker.

- Der lader til at være nogle afvigelser fra normal praksis, i forhold til hvornår man midlertidigt skal suspendere atleter, indtil man har undersøgt sagen nærmere.

- Og i øvrigt hvornår man offentliggør, at der er en sag og et fund. Det er heller ikke sket her.

- Jeg forventer, at Wada gør os klogere på det her. Indtil vi ved mere, rejser sagen væsentlige spørgsmål, om alle de her ting er gjort godt nok, siger Kim Højgaard Ravn.

Han er generelt forbløffet over omfanget af atleter, der er involveret i sagen.

- Der er tale om 23 svømmere. Det er voldsomt. Det er ikke noget, vi er vant til at se. Det er i sig selv usædvanligt.

- Niveauet er også bemærkelsesværdigt. Det er nogle af de bedste svømmere i verden. Og så er der timingen umiddelbart inden OL i Tokyo i 2021, hvor Kina og alle andre skal toppræstere, siger han.

Wada har indtil videre støttet kinesernes udlægning af sagen, men det er ikke alle, der er enige. De amerikanske antidopingmyndigheder tordner mod både Kina og Wada og kalder "det en kniv i ryggen på rene atleter".

Helt samme ordvalg bruger man ikke i Anti Doping Danmark, men man ærgrer sig over den store uenighed om sagen.

- Den udfordrer tilliden til antidopingsystemet. Man kan allerede se, at der er enorm meget uenighed omkring, om tingene er gjort godt nok. Det ryster tilliden til antidopingarbejdet.

- Det er jeg ærgerlig over som direktør i den danske antidopingorganisation, for vi er en del af et større antidopingsystem.

- Vi har en opgave med at få styr på, hvad der er op og ned i den her sag og få klarlagt det hele, så atleterne fortsat kan have fuld tillid til antidopingarbejdet, siger Kim Højgaard Ravn.

Wada holder en presseseance om sagen mandag klokken 17.

Sponsoreret indhold