Danmarks store OL-håb Mathilde Halse: Her har du set hende før

Er du også en af de mange danskere, der for tiden sidder og råber "Wee! Wee!" ad de danske curlingspillere, der i disse dage drømmer om at forbedre OL-sølvmedaljerne fra 1998, har du måske kigget på den ene af kvinderne og tænkt "hende har jeg da set et andet sted end på is".
Kvindens navn er Mathilde Halse, hun er 26 år, og det er tredje gang, at hun deltager ved et vinter-OL.
Men i 2024 var det TV2-hittet "Korpset", der gjorde Halse berømt.

I den strabadserende udfordring holdt hun ud helt til dag tre.
- Jeg synes, det var en sjov udfordring at tage op. Jeg kan godt lide at lave nogle halvekstreme ting, og jeg havde set programmet før og syntes, at det var sindssygt spændende, fortæller Mathilde til SE og HØR.
Den 26-årige fysioterapeut gav selv grædende op på tredjedagen af "Korpset". Hun var forinden blevet udnævnt til gruppens svageste led af de andre aspiranter.
Det fik hende til at miste troen på sig selv - og så sluttede eventyret.

Det samme sker forhåbentlig ikke ved OL, hvor Mathilde og resten af holdet blev ramt af noget af en lussing i første kamp, hvor Canada vandt 10-4.
Heldigvis består turneringen af hele ni kampe, før de fire bedste hold går videre til semifinalerne. Så hvis bare Mathilde og co. spidser kostene, er der stadig gode muligheder for at skabe endnu et flot resultat til Danmark i den eneste disciplin, vi nogensinde har vundet medaljer i ved Vinter-OL.