Sport14. maj 2024 (opd. 14. maj 2024)

Danmarks Idrætsforbund udtager Frederikke Hauge Matthisen til OL

Kajakroeren skal ro toerkajak på 500 meter med Emma Aastrand Jørgensen. Duoen vandt i 2023 VM-guld i netop den disciplin
Kajakroeren Frederikke Hauge Matthisen er blevet udtaget til OL af Danmarks Idrætsforbund. Hun skal ro toerkajak på 500 meter med Emma Aastrand Jørgensen.
Kajakroeren Frederikke Hauge Matthisen er blevet udtaget til OL af Danmarks Idrætsforbund. Hun skal ro toerkajak på 500 meter med Emma Aastrand Jørgensen.
 Foto: Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har officielt udtaget kajakroeren Frederikke Hauge Matthiesen til sommerens OL i Paris.

Det oplyser DIF i en pressemeddelelse.

Den 23-årige Frederikke Hauge Matthiesen skal sammen med Emma Aastrand Jørgensen ro toerkajak på 500 meter.

I denne disciplin vandt de i 2023 VM-guld i Matthiesens debut ved et senior-VM.

- OL er det største i kajak, og det giver selvfølgelig selvtillid at komme til OL som regerende verdensmestre, siger Frederikke Hauge Matthiesen.

Det bliver dermed også det første OL for Matthiesen.

- Selv om det er mange af de samme deltagere som til VM, så er OL bare større, og det giver lidt sommerfugle i maven.

- Uanset hvilket løb, jeg stiller op til, så bliver jeg nervøs. Men så snart startboksen går ned, så glemmer jeg alt om at være nervøs, så er der fuld fokus og slet ikke plads til nervøsiteten, siger Frederikke Hauge Matthiesen.

Hun finder tryghed i at skulle deltage sammen med Emma Aastrand, der deltager i sit fjerde OL og tidligere har vundet tre OL-medaljer. Aastrand blev udtaget til OL allerede i april.

- Bare det at være omkring Emma giver tryghed. Hun er så rolig, og hendes ro smitter, så det er så fedt at skulle ro med hende. Det føles derfor heller ikke som et pres at komme til OL som forsvarende verdensmestre.

- Så ved jeg jo, at hvis vi rammer en god dag, kan vi være med, hvor det er virkelig sjovt. Det giver en ro at vide, at jeg godt kan være med, og at vi godt kan ro stærkt sammen, siger Matthiesen.

Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark, mener, at Matthiesen har sat barren højt ved at vinde VM-guld så tidligt i karrieren.

- Talentet er stort, og hun har en fantastisk vindermentalitet, og så har hun sammen med Emma på kort tid fået opbygget et imponerende stærkt makkerskab.

- Det har allerede kastet en VM-guldmedalje af sig, hvilket selvfølgelig giver forhåbninger om mere. Samtidig kan Frederikke lære en masse af Emma, som hun kan tage med sig videre i sin sportslige udvikling, siger Lars Balle Christensen.

OL afvikles fra 26. juli til 11. august.

Sponsoreret indhold