Det alsidige basketballtalent Cooper Flagg blev natten til torsdag valgt som den første i NBA-draften.
18-årige Cooper Flagg gav i sidste sæson så store prøver på sit talent for Duke University i amerikansk collegebasket, at samtlige NBA-hold havde ham øverst på deres liste.
Dallas Mavericks var førstevælger og slog kløerne i draftens på forhånd mest hypede spiller.
- Det er en utrolig følelse. En drøm, der er gået i opfyldelse for at være ærlig, siger Flagg ifølge AFP.
Han er den næstyngste spiller i historien til at blive valgt som den første i NBA-draften - kun overgået af LeBron James for 22 år siden.
I 2003 var LeBron James otte dage yngre, da han blev valgt af Cleveland Cavaliers.
Cooper Flagg, der måler 206 centimeter, beskrives af AFP som en atletisk playmaker med stor tilstedeværelse i begge ender af banen.
I den seneste collegesæson lavede han i gennemsnit 19,2 point per kamp for Duke Universitys collegehold, Duke Blue Devils, der nåede semifinalen i NCAA-turneringen.
Cooper Flagg, der oprindeligt er fra delstaten Maine, var i sidste sæson førsteårsstuderende på Duke University i North Carolina.
Draften i NBA foregår over to runder, hvor ligaens 30 hold har mulighed for at vælge blandt de tilmeldte spillere.
Rækkefølgen i draften afgøres i en lodtrækning, hvor de hold, der klarede sig dårligst i den seneste NBA-sæson, har en fordel.
Dallas Mavericks var tilsmilet af held under lodtrækningen, der foregik i maj, da holdet fra Texas på forhånd blot var spået 1,8 procents chance for at blive førstevælger.
NBA-holdet San Antonio Spurs var andenvælger i draften. Holdet valgte Dylan Harper, der er søn af den pensionerede NBA-spiller Ron Harper, fra Rutgers University i New Jersey.