Sport1. september 2025

Cykellegenden Walter Godefroot er død: Blev 82 år

I en alder af 82 år er cykelikonet Walter Godefroot gået bort. Det skriver blandt andet belgiske Het Laatste Nieuws
Den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Walter Godefroot er død i en alder af 82 år.
Den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Walter Godefroot er død i en alder af 82 år.
 Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Officielt: Flytter hjem til Danmark

Cykelsporten og særligt den belgiske del af cykelsporten har mistet et stort navn.

Den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Walter Godefroot er død.

Det skriver flere belgiske medier herunder Het Laatste Nieuws.

Walter Godefroot blev 82 år.

Den tidligere cykelrytter var aktiv fra 1960’erne og frem til slutningen af 1970’erne.

I løbet af den karriere nåede han blandt andet at vinde 10 etaper i Tour de France, samt klassikere som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège.

Walter Godefroot var også den første cykelrytter til at vinde på Champs-Élysées tilbage i 1975, og så har han også vundet bronze ved OL i 1964.

Efter karrieren som aktiv var ovre, fortsatte Godefroot i cykelsporten.

Her gjorde han sig som sportsdirektør, og i løbet af den tid nåede han at vinde både Tour de France og Vuelta a Espana to gange som chef.

I løbet af tiden som sportsdirektør havde han ryttere som Bjarne Riis, Brian Holm, Jan Ullrich og Erik Zabel under sig.

Det var velkendt, at Walter Godefroot led af parkinsons, men den præcise dødsårsag melder Het Laatste Nieuws ikke om.

Cykellegenden Eddy Merckx har over for det belgiske medie sat ord på dødsfaldet.

- Walter var en rigtig god rytter, en OL-bronze-vinder, og også en særdeles formidabel modstander i klassikerne. Han slog mig i 1967 i Liège-Bastogne-Liège, da det var os to i regn og torden på Rocourt.

- Indtil for nylig hørte jeg stadig en gang imellem fra Walter. Sidste år og i år besøgte jeg ham med Roger De Vlaeminck. Sidste gang var i juni. Da jeg ringede til ham for nylig, tog hans kone telefonen og sagde, at han ikke havde det så godt, men da jeg hørte om hans død i dag, blev jeg dybt påvirket af det.

Sponsoreret indhold