Sport7. februar 2024

Cykelchef kalder sporten for den mest konservative

Movistars øverste chef efterlyser, at cykelsporten udvikler reglerne, der stort set ikke er ændret i 40 år
Enric Mas måtte udgå på førstedagen af touren i 2023, og det blev dyrt for Moviestar. 
Enric Mas måtte udgå på førstedagen af touren i 2023, og det blev dyrt for Moviestar.
 Foto: Daniel Cole/ASSOCIATED PRESS

Eusebio Unzué, der er øverste chef på det spanske cykelhold Movistar, efterlyser et regelsæt i løbene, der følger mere med tiden.

Det siger han i et interview med mediet Cyclingnews.

- Cykelsporten er den mest konservative. Alle andre sportsgrene har udviklet sig, mens vi stadig gør de samme ting. Siden jeg startede i 1980'erne har reglerne ændret sig meget lidt, vi er nødt til at tilpasse os mere til nutiden, siger han.

Cykelchefen mener, at regelsættene særligt i de store grand tours er for nådesløse.

I 2023-udgaven af Tour de France røg Movistars planer i løbet allerede på førstedagen i vasken, da holdets kaptajn og klassementhåb Enric Mas styrtede og udgik.

Eusebio Unzué foreslår, at man kigger på reglerne, så et hold ikke bliver kraftigt reduceret i den første uge.

- Hvorfor kan en rytter, der er udgået efter et styrt, ikke få lov til at stille til start dagen efter, hvis han ikke har brækket noget? Vi vil have mere medmenneskelighed og beskyttelse af rytternes sundhed, siger han og foreslår også en anden mulighed:

- Hvorfor tillader vi ikke udskiftninger i den første uge af en grand tour? Vi mistede Enric Mas på den første dag efter et styrt. Så hvorfor i det mindste ikke give os lov til at erstatte ham og stadig have otte ryttere på holdet.

Halvdelen af Movistars otte ryttere udgik undervejs i sommerens Tour de France. Det franske hold Cofidis havde ligeledes kun fire ryttere, der gennemførte.

Værre gik det for to andre mandskaber i Tour de France i 2022.

Dengang havde AG2R og Israel-holdet kun tre ryttere hver, der nåede til Paris.

Sponsoreret indhold