Sport27. september 2022

Cristiano Ronaldos kæreste sætter ord på tragedie: - Det værste øjeblik i mit liv

Fodboldstjernen og hans bedre halvdel mistede tidligere på året den ene af deres to nyfødte tvillinger
Cristiano Ronaldo fotograferet sammen med sin spanske modelkæreste, Georgina Rodriguez.
Cristiano Ronaldo fotograferet sammen med sin spanske modelkæreste, Georgina Rodriguez.
 Foto: Ritzau Scanpix

- I år oplevede jeg det bedste og det værste øjeblik i mit liv på et øjeblik.

Sådan beskriver modellen Georgina Rodriguez den hjerteskærende oplevelse, som hun og hendes berømte kæreste, fodboldstjernen Cristiano Ronaldo, var ude for tilbage i april.

Her fødte hun tvillinger, men det var kun den ene af babyerne, der var i live.

Datteren overlevede, mens sønnen døde, hvilket sendte et sammensurium af følelser gennem kroppen på de to forældre, der både var lykkelige over at have fået et barn, men samtidig i dyb sorg over at have mistet et andet på samme tid.

Nu sætter 28-årige Georgina Rodriguez for første gang ord på tabet. Det gør hun i sin egen Netflix-serie, "I am Georgina".

Det skriver The Sun.

- En stor del af mit hjerte gik i stykker den gang, og jeg overvejede, hvordan jeg skulle kunne fortsætte, siger modellen blandt andet i serien.

- Men svaret på det var tættere på, end jeg troede, fortsætter hun.

- Jeg kiggede ind i øjnene på mine børn og så, at den eneste måde, vi alle kunne fortsætte, var ved at fortsætte sammen.

Georgina Rodriguez og Cristiano Ronaldo har i alt to børn sammen, mens fodboldstjernen har yderligere tre børn, som han er blevet far til ved hjælp fra rugemødre.

Det var den 37-årige Manchester United-spiller, der fortalte offentligheden om tabet af sønnen tilbage i april.

Det gjorde han i et opslag på sociale medier, hvor han blandt andet skrev følgende:

- Det er den værste smerte, en forælder kan føle. Det er kun fødslen af vores lille pige, der giver os styrke til gennemleve denne tid med lidt håb og glæde.

Sponsoreret indhold