Sport23. maj 2023

Clara Tauson vinder første kamp

Danskeren sejrer med cifrene 6-4, 6-2 over briten Katie Swan
Den danske tennisspiller Clara Tauson vinder sin første kamp i kvalifikationen til French Open.
Den danske tennisspiller Clara Tauson vinder sin første kamp i kvalifikationen til French Open.
 Foto: Ritzau Scanpix

Clara Tauson tog et relativt sikkert første skridt på vejen mod deltagelse i årets anden grand slam-turnering French Open i Paris.

Briten Katie Swan kunne kun være med, i de perioder hvor danskeren faldt i niveau. På den lange bane var hun ikke en trussel, og favoritten Tauson vandt med cifrene 6-4, 6-2.

Den 20-årige dansker fik en perfekt start på kampen. Hun brød briten ved første lejlighed, men første sæt blev lidt rodet set med danske øjne.

Tauson dominerede duellerne med sin tunge, præcise forhånd fra baglinjen, hvor modstanderen sjældent fik mulighed for at komme ind og angribe i duellerne.

Der var dog stadig lidt rust at spore i nogle af partierne, og foran 4-1 kom der lidt problemer for Tauson. Hun blev brudt, men begge spillere svingede meget i kvalitet i resten af sættet.

Swan fejlede, da hun kunne serve sig på 4-4, og da hun lavede en dobbeltfejl på en dansk breakbold. Kort efter var det dog Tauson, som lavede dobbeltfejl på en breakbold, da hun skulle serve sættet hjem.

Den danske forhånd lynede dog tilstrækkeligt til at lukke sættet med endnu et brud til 6-4.

Tauson indledte også andet sæt med et brud, men blev brudt tilbage straks efter.

24-årige Swan kom på 2-2, men herfra fandt danskeren lidt mere stabilitet. Det løftede niveau kunne Swan ikke være med på.

Med fire partier i træk lukkede danskeren sættet og dermed kampen.

Clara Tauson, der er seedet som nummer 17 i kvalifikationen, skal vinde to kampe mere for at spille sig ind i hovedturneringen på Roland Garros. I næste runde venter den useedede kroat Petra Marcinko.

Sponsoreret indhold