Sport21. april 2024

Clara Tauson knækkede i finale

Den danske tennisspiller Clara Tauson kæmpede sig tilbage ved finalen i Portugal. Desværre faldt hun senere sammen
Clara Tauson, of Denmark, reacts after losing a point against Elena Rybakina, of Kazakhstan, during the Miami Open tennis tournament, Thursday, March 21, 2024, in Miami Gardens, Fla. (AP Photo/Lynne Sladky)
Clara Tauson tabte finalen i Portugal.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Hen over frokosttid søndag skulle Clara Tauson forsøge at sikre sig årets første titel, men en småskadet dansker tabte en bizar finale i WTA 125-turneringen ved Oeiras Ladies Open i Portugal med 4-6, 7-5, 4-6.

Tauson havde store problemer i egen serv, var på randen af æg og stort nederlag ved stillingen 4-6, 0-5 mod hollænderen Suzan Lamens, verdens nummer 163.

Men pludselig vågnede danskeren op til dåd. Hun vandt andet sæt 7-5 efter syv partier på stribe og kom foran 4-1 i afgørende sæt. Men så faldt det hele fra hinanden igen.

21-årige Tauson, nummer 87 i verden, kom fint i gang i finalen med et tidligt servegennembrud, men kunne ikke holde niveauet.

Hun havde især problemer med at vinde point på sin egen andenserv. Det gav hollænderen gode muligheder for at lægge pres på danskerens serv.

På trods af at Tauson to gange var oppe med et break, tabte hun sættet med 4-6. Hun tabte de sidste tre af sine egne servepartier i sættet.

Der var dog måske også en fysisk grund til, at Tauson havde svært ved at ramme sit højeste niveau. Efter at være kommet ned med 0-1 i andet sæt måtte hun bede om en medical timeout for at få behandling.

Da finalen blev genoptaget kort efter, blev Tauson brudt for fjerde gang i træk, denne gang blankt.

Nede 0-3 så det sort ud set med danske briller. Og da Lamens buldrede videre til 5-0-føring, virkede finalen afgjort.

Tauson undgik med nød og næppe et ydmygende æg lige efter, men pludselig var det som om, hun spillede helt frit.

Hun brød hollænderen og var kort efter på 3-5, blot et enkelt break fra at være på omgangshøjde i sættet. I et vildt parti efterfølgende misbrugte Lamens tre matchbolde og Tauson fire breakbolde, før det blev til endnu en dansk reducering.

Det vilde comeback fortsatte, og med syv partier på stribe vandt danskeren andet sæt 7-5.

Break-festen fortsatte i afgørende sæt, som blev indledt med servegennembrud nummer 11, 12 og 13 i kampen. Men nu var det med dansk momentum.

Tauson formåede at holde sin serv til 3-1, og med endnu et break var hun pludselig foran 4-1 og styrede mod triumfen. Kun for at falde helt sammen.

Hun vandt kun otte bolde mere i sættet, og ganske symptomatisk for kampen blev det hele afgjort med et hollandsk servegennembrud. Kampens 17. break i alt.

Sponsoreret indhold