Sport18. september 2022

Clara Tauson i frit fald: Tror på bedre tider

Selvom hun ikke har leveret i år, er sportschefen ikke bekymret for hende
Året har været langt fra som ønsket.
Året har været langt fra som ønsket.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den talentfulde Clara Tauson havde kurs mod stjernerne, da hun i 2021 vandt to WTA-titler, og 2022 skulle være året, hvor hun bankede døren ind til tenniskvindernes top-20.

Men denne sæson har været præget af en nedtur, hvor Tauson har været hårdt plaget af skader.

Efter at have nået tredje runde i Australian Open i januar rangerede hun som verdens nummer 33, men siden er det kun gået den anden vej, og når verdensranglisten opdateres på mandag, dumper hun ud af top-90.

- Hun startede jo året meget godt i Australian Open, men ellers har det været et meget hårdt år for Clara, konstaterer sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Andersen.

Særligt ryggen har udfordret Tauson, der har meldt afbud til en række turneringer, og når hun er endelig er stillet op i turneringer, har hun tit modtaget behandling undervejs i kampene.

Det var blandt andet tilfældet, da hun i denne uge tabte i første runde i WTA-turneringen i slovenske Portoroz.

Jens Anker Andersen mener dog, der kan være en logisk forklaring på Tausons skader.

- Hun er en høj pige, der er vokset forholdsvis sent. Det kan stadig give problemer, når du hun dyrker sport på det niveau. Jeg tror lige, det skal sætte sig, så ser vi en frisk og sprudlende Clara igen.

- Det har meget været ryggen, der har drillet i år. Det har været tilbagevendende. Jeg ved, de arbejder hårdt på at få styr på det, så det skal nok gå i orden, vurderer sportschefen.

Tauson mister i næste uge sine point fra triumfen i Luxembourg i september sidste år. Det er årsagen til, at hun falder mere end 30 pladser tilbage mandag.

Hun er tilmeldt WTA-turneringen i Tallinn, der begynder 26. september.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Clara Tausons lejr, men hendes far, Søren Tauson, meddeler, at man ikke ønsker at udtale sig lige nu.

/ritzau/

Sponsoreret indhold