Annonce
Sport7. jul. 2025

Clara Tauson efter hurtig Wimbledon-exit: Kunne ikke rigtig trække vejret

Clara Tauson forklarede efter nederlag til Iga Swiatek, at hun havde det skidt og kun spillede på 30 procent
Af: Ritzau
Clara Tauson havde svært ved at trække vejret mandag aften, da hun tabte hurtigt i to sæt til Iga Swiatek.
Clara Tauson havde svært ved at trække vejret mandag aften, da hun tabte hurtigt i to sæt til Iga Swiatek.
 Foto: Kirsty Wigglesworth/AP/Ritzau Scanpix
Annonce

Clara Tauson var tydeligvis ikke godt tilpas, da hun mandag aften tabte sin ottendedelsfinale i Wimbledon mod den tidligere verdensetter Iga Swiatek.

På pressemødet efter kampen bekræfter Tauson, at hun ikke havde det godt.

- Jeg kunne ikke rigtig trække vejret, og så er det svært at spille mod Iga, siger Clara Tauson.

- Altså hvis man skal slå Iga, skal man nok være på 110 procent, og jeg var vel på 30 og havde det ikke særligt godt.

Tauson tabte med cifrene 4-6, 1-6, men fik ellers en glimrende start.

Polakken havde svært ved at få serven til at køre, hvilket Tauson udnyttede til at bringe sig foran med 3-1.

- Jeg tror, at hun var lidt nervøs i starten, men så snart hun ikke var nervøs længere, kunne mine ben ikke følge med. Og mit hoved var heller ikke med, forklarer Tauson.

Annonce

Hun har servet forrygende i turneringen hidtil, men mandag blev det aldrig et våben.

- Det var helt klart på grund af mit helbred i dag. Jeg havde ingen kraft i benene eller i armen, så det var virkeligt svært at serve. Når jeg forsøgte at få førsteserven ind, havde jeg ingen fart på bolden til at holde den inde på banen.

- Det er ikke sjovt at skulle skyde skylden på sit helbred, men i dag var det virkelig hårdt for mig, siger Tauson.

Annonce

Trods nederlaget er hun meget tilfreds med sin turnering, der gav tre sejre, blandt andet over 2022-mesteren Elena Rybakina.

Hun kalder det en af sine bedste uger i karrieren.

- Den er helt klart i top-3, så det har været en rigtig god uge. Jeg er bare ked af, at det skulle ende sådan her. Jeg ville hellere have tabt, hvor jeg havde det godt og var i stand til at kæmpe.

- Jeg vidste, hvordan jeg havde det, da jeg gik på banen, og jeg gav alt, jeg havde, selv om det ikke var særligt godt.

Annonce

Sponsoreret indhold