Den 21-årige danske cykelrytter Christian Kornum er blev idømt en dopingkarantæne på to år.
Det skriver cykelsportsmediet Feltet med henvisning til en kendelse fra Dopingnævnet.
Christian Kornum er blevet dømt for uforsætligt at have indtaget det forbudte stof methylphenidat, som findes i blandt andet adhd-medicinen Ritalin.
Han blev testet positiv for stoffet i forbindelse med U23-DM i linjeløb 11. maj sidste år, hvor han kørte for Team Aalborg-Sparekassen Danmark og vandt en sølvmedalje.
Anti Doping Danmark beskriver i kendelsen, at man ikke har "gjort gældende eller søgt at påvise, at overtrædelsen af antidopingreglerne er forsætlig". Derfor lyder dommen på to års karantæne og ikke fire år.
Christian Kornum har i forbindelse med sagen forklaret, at han dagen inden DM var samlet med sin studiegruppe, hvor snakken faldt på Ritalin, fordi to af hans studiekammerater har adhd.
Christian Kornum nævnte i den forbindelse, at Ritalin er kendt som et "study drug", og at det skulle virke som en effektiv koffeinpille. En af hans studiekammerater tilbød ham en Ritalin-pille, som han tog imod.
- Han (Kornum, red.) forklarede, at formålet med at tage pillen var at eksperimentere og forhåbentlig kunne læse længere og mere koncentreret. Han oplyste, at pillen virkede, idet han følte sig bedre til at koncentrere sig efter indtaget. Han mente ikke at kunne mærke effekten dagen efter, lyder Christian Kornums forklaring ifølge Dopingnævnets kendelse.
Ifølge kendelsen nævnte Christian Kornum i forbindelse med dopingtesten for antidopingkontrollanterne, at han havde indtaget Ritalin. Først da fandt han ud af, at Ritalin er på dopinglisten, lyder det.
Dommen på to år er gældende fra 4. juli 2024, hvor Christian Kornum efter eget ønske blev udelukket midlertidigt.