Christian Eriksen efter hjertestop: VM har været hans ledestjerne

Landsholdsstjernen Christian Eriksen har store ambitioner for Danmarks deltagelse ved VM i Qatar.
Efter sit hjertestop ved EM sidste år måtte han følge holdkammeraternes sportslige succes fra skærmen, og han var jaloux, da holdet med stærke præstationer spillede sig i EM-semifinalen.
Fra hjertestop til VM
* 12. juni 2021: Christian Eriksen får hjertestop under EM-kampen mod Finland i Parken. Fynboen genoplives via hjertemassage.
* 18. juni: Christian Eriksen besøger holdkammeraterne i EM-lejren i Helsingør. Det gør han efter at have fået indopereret en hjertestarter.
* 4. august: Christian Eriksen besøger sine holdkammerater i italienske Inter. Klubben meddeler, at danskeren er i god form fysisk og mentalt.
* 17. december: Christian Eriksen ophæver sin kontrakt med Inter. Han har ikke spillet siden EM, og Inter er forhindret i at bruge ham, da italienske regler forbyder spillere med hjertestartere at spille.
* 4. januar 2022: I et stort interview med DR offentliggør Christian Eriksen, at han fortsætter sin fodboldkarriere. Interviewet blev optaget mellem jul og nytår.
* 25. januar: Ajax oplyser, at Christian Eriksen træner med klubbens reservehold. Danskeren har tidligere spillet for den hollandske storklub.
* 31. januar: Christian Eriksen indgår en kontrakt med engelske Brentford for resten af sæsonen.
* 26. februar: Christian Eriksen gør comeback i en betydende kamp, da han skiftes ind i Brentfords 0-2-nederlag til Newcastle i Premier League. Ugen efter starter han inde for første gang siden kollapset under EM.
* 15. marts: Kasper Hjulmand udtager Christian Eriksen til de forestående landskampe mod Holland og Serbien.
* 26. marts: Christian Eriksen gør landsholdscomeback, da han bliver skiftet ind fra anden halvlegs start i udekampen mod Holland. Fynboen scorer et pragtmål efter mindre end to minutter på banen.
* 1. juli: Christian Eriksens kontrakt med Brentford udløber.
* 15. juli: Christian Eriksen indgår en treårig kontrakt med Manchester United.
* 7. august: Danskeren må gå fra banen med et 1-2-nederlag til Brighton i sin første betydende kamp for Manchester United.
* 7. november: Christian Eriksen er blandt de første 21 spillere, der bliver udtaget til Kasper Hjulmands VM-trup.
* 13. november: I sin sidste kamp inden VM-slutrunden kommer Christian Eriksen for første gang på tavlen for Manchester United. Han scorer sit holds første mål i en 2-1-sejr over Fulham.
* 15. november: Christian Eriksen er om bord på landsholdets fly fra Kastrup til VM-værtsnationen Qatar.
Han håber, at han selv kan være med til at føre holdet mindst lige så langt ved VM i Qatar. Det siger han forud for Danmarks VM-premiere tirsdag mod Tunesien.
- Jeg håber, vi kan nå så langt som muligt. Holdet formåede at nå utroligt langt sidst uden mig, og jeg håber på at kunne hjælpe til, at vi kan nå mindst lige så langt ved VM.
- Jeg var jaloux over ikke at være med i EM-semifinalen, men det var fedt at se drengene nå så langt, som de gjorde, siger Christian Eriksen.
Han mener også, at landsholdet generelt er stærkere nu end for halvandet år siden.
- Forventningerne er steget efter EM, for forventningerne er, at vi kan nå længere, end vi gjorde dengang. Kvaliteten er blevet bedre, end den var ved EM, og jeg synes, der er mere tro på, at vi kan nå langt.
- Kvaliteten er højere, fordi spillerne spiller de rigtige steder, og talentet er større, siger Eriksen.
I sit genoptræningsforløb efter hjertestoppet var VM-slutrunden i Qatar hans ledestjerne.
- VM var et stort mål, efter at jeg vidste, at jeg havde muligheden for at komme tilbage. VM er altid noget særligt. Jeg har prøvet det før og glæder mig bare over at være tilbage igen.
- Det er specielt at være til et VM. Jeg har været til det to gange før, men det er stadig meget specielt. Vi drømmer om noget stort, men tager én kamp ad gangen, siger Eriksen.

Landsholdsanfører Simon Kjær var med til at redde Christian Eriksens liv, da han faldt om 12. juni sidste år. Set i det lys, er det "fuldstændig sindssygt", at de mangeårige landsholdsvenner lidt over 500 dage senere går ind til en ny slutrunde sammen.
- Det er sindssygt tænke på. Det er fuldstændig sindssygt, og det er bare at glæde sig over, at det kan lade sig gøre, siger Simon Kjær.
Eriksen og Kjær har spillet henholdsvis 117 og 121 A-landskampe før VM.