Chokudvikling i knivstikkeri: Mark Sanchez anholdt

Der gik et chok gennem sportsverdenen i weekenden, da det kom frem, at NFL-legenden Mark Sanchez var blevet stukket ned på åben gade og var blevet hastet på hospitalet i kritisk tilstand.
Nu viser det sig, at den tidligere quarterback langt fra var det eneste offer i sagen.
Han er nemlig efterfølgende blevet anholdt, fordi det angiveligt var ham, der startede det hele.
Det skriver New York Post.
Ifølge mediet gik Mark Sanchez amok på en lastbilchaffør, der havde parkeret på en gade, hvor den tidligere NFL-stjerne gerne ville parkere.
Lastbilchaufføren påstår, at han udelukkende forsvarede sig selv, fordi han var bange for at blive dræbt af Mark Sanchez.
Lastbilchaufføren blev også ramt af kniven i ansigtet og fik kniven stukket igennem sin kind.
Der florerer grusomme billeder på det sociale medie X , hvor man kan se chaufføren ligge blodig på hospitalet med bandage rundt om hovedet.
Knivstikkeriet fandt sted den 4. oktober i en gyde i Indianapolis.
Videoovervågning viser, at lastbilchaufføren på et tidspunkt forsøger at gå væk fra Mark Sanchez, men at den tidligere NFL-stjerne følger efter ham og smider ham ind i en væg.
Mark Sanchez blev stukket tre gange under episoden, mens lastbilchaufføren blev ramt af kniven en gang i ansigtet.
Mark Sanchez, der ikke længere er i kritisk tilstand, har udtalt til politiet, at han ikke husker noget som helst fra slagsmålet.
Han er i skrivende stund udelukkende sigtet for mindre lovovertrædelser såsom overfald og offentlig beruselse.
Mark Sanchez var i Indianapolis, da han søndag skulle have kommenteret NFL-kampen mellem Indianapolis Colt og Las Vegas Raiders for FOX Sports.
Han blev i 2009 draftet af New York Jets i første runde.
Her var han i fem sæsoner, inden turen gik videre til Philadelphia Eagles, Dallas Cowboys, Chicago Bears og til sidst Washington Redskins, der i dag går under navnet Washington Commanders.
Efter ti år i NFL stoppede han karrieren, men har fortsat med at dække amerikansk fodbold som ekspert for både ESPN og FOX.