Sport1. august 2022

Chistian Eriksen afslører: Det er ikke første gang

Manchester United har tidligere været på ønskelisten hos den danske fodboldspiller - men det er først nu, at drømmen går i opfyldelse for begge parter
Stort interview med Christian Eriksen
Christian Eriksen siger nu, at det længe har været en drøm for ham at spille i Manchester Uniteds farver.
 Foto: Nigel Roddis/AFP/Ritzau Scanpix

Fodboldspilleren Christian Eriksen har tidligere i karrieren, mens han spillede for Tottenham, talt med Manchester United om et skifte.

Det siger Eriksen, som i sommer blev United-spiller, i et interview med Daily Mail.

Fra 2013 til 2020 spillede Eriksen for Tottenham. Og den danske midtbanespiller siger, at han i den periode har været i dialog med de managers, der var i United i den periode. Det vil sige Louis van Gaal, José Mourinho og Ole Gunnar Solskjær.

- Men jeg var hos Spurs dengang, og jeg kunne virkelig ikke se mig selv spille for en anden engelsk klub på det tidspunkt, siger Eriksen til Daily Mail.

Eriksen smuttede derfor til Inter i Italien. Men danskerens karriereplaner ændrede sig under sidste sommers EM-slutrunde med hjertestoppet i Parken under en gruppekamp mod Finland.

Han fik ophævet kontrakten med Inter, fordi reglerne i den italienske liga umuliggør, at man kan spille med den form for pacemaker, Eriksen har fået indopereret.

Eriksen kom til London-klubben Brentford i januar i år på en korttidskontrakt. Her imponerede danskeren i en sådan grad, at United hentede Eriksen i sommer på en fri transfer.

I interviewet med Daily Mail tilføjer Eriksen, at en retur til Tottenham aldrig blev aktuel, selv om der var en masse spekulationer om det.

- Det var kun snak. De kom aldrig med noget, siger Eriksen, som tilføjer, at United henvendte sig til ham tidligt i processen.

Manchester United indleder Premier League-sæsonen søndag hjemme mod Brighton.

Sponsoreret indhold