Cengiz er blevet helt vild med det: Får hjælp af Mads P

I det seneste afsnit af podcasten ”Lang Distance”, som Mads Pedersen har med hans tidligere cykelkollega og gode kammerat Jakob Egholm, fortæller Mads P, at han og konen Lisette altid har fulgt med i ”Familien fra Bryggen” og senest Geggo og Cengiz’ podcast ”Helt ærligt”.
Her har Cengiz fortalt, at han er blevet helt tosset med cykling og cykelsporten, og det har fået den danske verdensstjerne til at række ud til Cengiz.
- Jeg hørte et afsnit her forleden, hvor de omtaler min reklame for AirTox, og den er jo sådan lidt tåkrummende. Men så siger Cengiz, at han skal fandme også have en cykel, og han er blevet en kæmpe cykelfan, siger Mads Pedersen.
- Så skriver jeg til ham: ”Hvad så makker. Skal vi have dig ud på en cykel, eller hvad?”. Og det var han fandeme klar på.
Derfor er Mads Pedersen, der lige nu ligger nummer tre på verdensranglisten efter Jonas Vingegaard og suveræne Tadej Pogacar, i gang med at finde den helt rigtige cykel til "Familie fra Bryggen"-kendissen.
- Så nu sidder jeg og prøver at finde noget cykel til ham, så han kan komme ud og prøve at cykle og få smidt ham i noget cykeltøj, fortsætter Mads Pedersen, der er glad for at se, at cykelsporten er nået ud til et sted i Danmark, hvor han ikke havde regnet med, at den ville nå ud.
- Det er nok nogen af de sidste mennesker, jeg nogensinde havde regnet med.
Jakob Egholm kørte sammen med Mads Pedersen for Trek-Segafredo i 2021 og 2022, og han har stadig noget aflagt tøj fra dengang.
Om Cengiz kan klemme sig i det, er dog en anden snak.
- Vi skal hjælpe ham i gang. Og jeg kan sagtens byde ind. Jeg har nogle TT-dragter (enkeltstartsdragter, red.) fra Trek-Segafredo i 2022, kommer det fra Jakob Egholm.
- Den er i small, siger Jakob Egholm, om den utroligt tætsiddende dragt, som den almindelige dansker nok får svært ved at klemme sig i.
Mads Pedersen og Jakob Egholm lancerede deres podcast i marts 2025, og siden har den fået utrolig meget opmærksomhed fra danskerne – specielt på grund af deres brug af ”Team Easy-On”-citater.
Mens Jakob Egholm er ved at slutte karrieren som cykelrytter, så skal Mads P i denne uge kæmpe med om EM-medaljer i Frankrig.
Han og Niklas Larsen stiller op ved enkeltstarten, mens han søndag skal hjælpe Jonas Vingegaard med at vinde Europamesterskabet.