Sport12. juli 2023

Cecilie Uttrup Ludwig jubler: Udtaget til sit andet Tour de France

FDJ bekræfter nu, at Cecilie Uttrup Ludwig skal forsøge at gentage sidste års succes i kvindernes Tour de France, hvor hun sidste år vandt en etape og sluttede på en samlet syvendeplads
Nu er det blevet bekræftet, at Cecilie Uttrup Ludwig skal køre Tour de France igen i år.
Nu er det blevet bekræftet, at Cecilie Uttrup Ludwig skal køre Tour de France igen i år.
 Foto: Ritzau Scanpix

Cecilie Uttrup Ludwig skal også i 2023 køre med i kvindernes Tour de France.

Det bekræfter den 27-årige danskers hold, FDJ, onsdag eftermiddag på Twitter og Instagram.

Uttrup Ludwig triumferede på 3. etape og sluttede på den samlede syvendeplads, da der sidste år for første gang blev afviklet en reel etapeudgave af det franske løb.

I det hele taget har Uttrup Ludwig været FDJ's primære klassementsrytter i de seneste sæsoner, uden at det har kastet podiepladser af sig.

I 2022 blev hun henholdsvis nummer seks, syv og fem i kvindernes udgaver af Giro d'Italia, Tour de France og Vueltaen.

Og for nylig blev hun nummer seks samlet i årets Giro d'Italia Donne, som kvindernes udgave af det italienske etapeløb hedder.

Tour de France Femmes starter i 2023 i Clermont søndag 23. juli, når herrerne samme dag afslutter sin Tour.

Løbet består af otte etaper, og den 30. juli finder det sin vinder på sidste etape i Pau.

Sponsoreret indhold