
Caroline Wozniacki røber detaljer: - 7,5 måned henne

LÆS OGSÅ: Caroline Wozniacki er gravid: Hendes bror vidste intet
Når French Open løber af stablen i Paris, bliver det alligevel ikke uden Caroline Wozniacki på skærmen.
Den 34-årige tennisstjerne har nemlig sagt ja til at analysere flere kampe for den amerikanske mediegigant TNT.
Det skriver Tennis Now.
Op til turneringen har Grand Slam-vinderen således deltaget i et Teams-opkald med en række medier, hvor hun satte ord på sin graviditet og et muligt karrierestop. Her lød det blandt andet, at man ikke skal forvente at se hende på tennisbanen lige foreløbigt.
- Jeg er i øjeblikket syv og en halv måned henne i min graviditet, så jeg tror ikke, I vil se mig til Wimbledon, lød det blandt andet fra danskeren, da hun blev spurgt, om hun ville overveje et wildcard til Wimbledon eller US Open.
- Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer på nuværende tidspunkt, jeg er ikke sikker, sagde hun.

Ikke sikker
Det var tilbage i april, at Caroline Wozniacki kunne fortælle, at hun venter sig sit tredje barn med sin mand, David Lee. Dengang fortalte hun ikke nærmere om graviditeten, men nu står det klart, at hun er gået ind i tredje trimester.
Om familieforøgelsen får konsekvenser for Wozniackis tenniskarrerie, vil hun endnu ikke ud med.
- Jeg kan ikke svare på det spørgsmål (om hun stopper karrieren, red.), før jeg ser, hvor jeg er.
- Hvordan min krop føles, og hvordan jeg har det fysisk og mentalt. Så jeg er ikke sikker, sagde hun.
Den 34-årige tennisstjernes seneste professionelle tenniskamp var 2. september sidste år, da hun blev sendt ud af US Open.
Siden har hun ikke været i aktion, og det betyder, hun er dalet ned som nummer 136 på verdensranglisten.
