Sport4. september 2023

Caroline Wozniacki er ude af US Open: Leverede flot comeback

På trods af et flot comeback lykkedes det ikke Carolien Wozniacki at spille sig videre ved US Open
Caroline Wozniacki, of Denmark, waves while arriving on court to face Coco Gauff, of the United States, during the fourth round of the U.S. Open tennis championships, Sunday, Sept. 3, 2023, in New York. (AP Photo/Eduardo Munoz Alvarez)
Caroline Wozniacki er ude af US Open.
 Foto: Eduardo Munoz Alvarez/AP/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniackis comeback-eventyr er slut i US Open.

Ottendedelsfinalen blev endestationen, da den 19-årige amerikaner Coco Gauff som ventet viste sig for stærk. Men først efter en meget lige kamp i tre sæt, hvor Gauff i slutningen var klart bedst.

På Arthur Ashe Stadium vandt verdens nummer seks med cifrene 6-3, 3-6, 6-1.

Wozniacki kan dog se tilbage på en fornem turnering, hvor hun i sin blot tredje turnering efter sit comeback fik tre sejre, blandt andet over verdens nummer 11 Petra Kvitova.

Den 33-årige dansker spillede en ganske fin kamp. Det var bare ikke helt nok mod en af WTA-tourens bedste.

Wozniacki startede kampen glimrende. Hun havde stor sikkerhed i sine slag og samtidig så meget længde på dem, at Gauff ofte sendte bolden i nettet. Det gav tidligt dansk servegennembrud og føring på 2-0.

Wozniacki var tydeligvis bevidst om, at offensivt spil kunne være nøglen til sejr.

Men det mestrer Gauff også. Hun fik hurtigt spillet sig varm og spillede med selvtillid, som hun har hentet med de seneste turneringssejre i Washington og Cincinnati op til US Open.

Gauff kom på 2-2 og holdt nu serv med den største selvfølgelighed i kraft af sine knaldhårde og præcise server.

Også fra baglinjen dikterede amerikaneren spillet. Fra stillingen 3-3 i partier vandt hun de næste ti bolde og grundlagde sætsejren på 6-3.

Wozniacki kom dog godt med igen fra begyndelsen af andet sæt. Her trådte hun igen et skridt ind i banen for at kontrollere duellerne.

Det gav to breakbolde både ved stillingen 1-0 og 2-1 og endnu én ved 3-2, men Gauff spillede godt, når der var brug for det og afværgede alle fem gange.

Men Wozniacki blev ved med at forsøge, og pludselig tvang hun fejl på stribe ud af den amerikanske ketsjer. Danskeren vandt 12 ud af 14 bolde og vekslede 3-3 til 6-3.

Wozniacki fik også en drømmestart på tredje sæt med et brud til 1-0, men hun kunne ikke holde fast. Der blev spillet på små marginaler nu, og de faldt ud til Gauff i de fleste bolde.

Danskerens niveau faldt i egen serv, hun udnyttede ikke chancerne i Gauffs partier, og pludselig havde Gauff ændret 0-1 til 4-1.

Nu var Gauff flyvende, og Wozniacki havde intet modtræk, og dermed blev det en suveræn amerikansk sejr i det afgørende sæt.

Wozniacki har allerede besluttet, at US Open er hendes sidste turnering i 2023. Nu skal der trænes for at stå skarpt til Australian Open i januar.

Sponsoreret indhold