Sport4. september 2023

Buhet ud: Kasper Schmeichels rædselsår i Nice

Han fik 479 optrædener og et mesterskab med Leicester, men tiden efter engelsk fodbold, har været alt andet en nem for danskeren
Kasper Schmeichel rygtes lige nu til Anderlecht.
Kasper Schmeichel rygtes lige nu til Anderlecht.
 Foto: REUTERS/Lee Smith/Ritzau Scanpix

Fredag udsendte den franske Ligue 1-klub OGC Nice en kort og kontant besked, om den danske landsholdsmålmands fremtid i klubben - han har ingen.

- OGCNice og @kschmeichel1 har besluttet efter gensidigt samtykke at ophæve kontrakten med den danske landsholdsspiller. Klubben ønsker ham al mulig succes for resten af ​​hans karriere, lød det på X (Twitter).

Det blev aldrig det eventyr, man må formode, både Schmeichel og Nice havde håbet på - tværtimod.

36-årige Schmeichel kom først til Nice i sommeren 2022. Trods Schmeichel fik 36 Ligue 1-kampe i sidste sæson og holdt buret rent i 11 af dem, var ikke nok til at holde sin plads mellem stængerne.

23-årige Marcin Bulka, der kom fra PSG, er nu Nice foretrukne mand i målet. Ikke én kamp, fik danskeren i starten af denne sæson, og nu er han altså fortid i det franske.

Buhet af fans

Undervejs fik danskeren ikke megen støtte fra hverken fans eller medspillere. I efteråret oplevede han at blive buhet af klubbens egne fans, da han fik sit navn råbt op af stadion-speakeren forud for et opgør mod Nantes.

Den franske avis Le Figaro satte sågar danskeren på efterårets flophold, da de også de var skuffede over den tidligere Leicester-målmands niveau.

Schmeichel fik bedre fat i foråret, hvor klubben fik gode resultater mod topholdene Lens, Marseille og Lille. Her fik danskeren også kredit for sin medvirken til den gode stime.

Men undervejs rapporterede flere medier i foråret, at Schmeichels medspillere var utilfredse med ham.

Den franske sportsavis L'Équipe berettede, at flere holdkammerater var gået til ledelsen. Det skete på baggrund af danskerens fravær ved en træning to dage før en kamp mod Toulouse. Holdkammeraterne var ifølge L'Équipe irriteret over den frihed, som Kasper Schmeichel fik.

Rygtet til danskerklub

Nu får Kasper Schmeichel en ny mulighed for en frisk start. Anderlechts danske fodbolddirektør Jesper Fredberg har angiveligt en kontrakt klar til målmanden, det skriver Het Nieuwsblad og B.T.

Der er tale om en etårig aftale, og parterne ventes at blive enige om de sidste formaliteter snart, lyder det.

Med Frederik Rønnow og Mads Hermansen, der banker kraftigt på til pladsen på landsholdet, skal den 36-årige Schmeichel tilbage i målet hurtigst muligt.

Landsholdskammeraterne Kasper Dolberg, Thomas Delany og Anders Dreyer er alle i stald hos den belgiske klub, der i skrivende stund indtager ligaens andenplads med 13 point efter fem kampe.

Sponsoreret indhold