Sport17. februar 2023

Brøndby-stjerne åbner op om svær tid: Var ved at miste sin ufødte søn

Ohi Omoijuanfo oplevede alle forældres mareridt, men heldigvis var der godt nyt i sidste ende
29-årige Ohi Omoijuanfo har i denne sæson scoret fem mål og leveret en assist i ni Superliga-kampe. Nu fortæller han om hans kones tur til lægen, hvor hele verden på kort tid ramlede sammen.
29-årige Ohi Omoijuanfo har i denne sæson scoret fem mål og leveret en assist i ni Superliga-kampe. Nu fortæller han om hans kones tur til lægen, hvor hele verden på kort tid ramlede sammen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når Brøndby på søndag træder på banen mod AC Horsens i forårssæsonens første kamp, bliver det med norske Ohi Omoijuanfo som anfører.

Efter afgangen af Andreas Maxsø, er Omoijuanfo ny viceanfører i klubben og derfor trækker han bindet på, da Kevin Mensah stadig sidder ude med en skade.

Inden sæsonstart har han i et større interview med Ekstra Bladet åbnet op om karrierens op- og nedture.

Både på og uden for banen.

For på kort tid har den 29-årige angriber spillet sig ind i fansenes hjerter, og alt ser ud til at køre for den stærke nordmand.

Men det er ikke mange år siden, at hele verden var ved at falde sammen for Ohi Omoijuanfo og hans kone.

For halvandet år siden var konen gravid, og under et helt almindeligt graviditetstjek kom nyheden fra lægerne som ingen forældre vil høre.

Der var ingen hjerteslag fra fostret og lægerne mente, at der var 99 procent chance for, at fostret var dødt.

Brøndby-stjernens kone fik derfor besked om, at hun skulle have en tid til en abort blot få dage senere.

Men inden aborten blev foretaget opstod et mirakel som fodboldspilleren aldrig glemmer.

- Da min kone et par dage senere skulle have foretaget en abort, ville to læger for en sidste gang tjekke, om der var hjerteslag. Og det var der til alles overraskelse, fortæller angriberen til Ekstra Bladet.

I interviewet afslører han, at sønnen derfor fik navnet Matteus, fordi det betyder guds gave.

Matteus havde efterfølgende ingen komplikationer og bliver to år til august.

Sponsoreret indhold