Sport27. januar 2024

Brøndby bekræfter: Sælger Håkon Evjen til Bodø/Glimt

Efter kun et år i Danmark, har Brøndby IF har solgt Håkon Evjen. Han skifter til norske Bodø/Glimt
Håkon Evjen er fortid i Brøndby. Klubben har solgt midtbanespilleren til norske Bodø/Glimt.
Håkon Evjen er fortid i Brøndby. Klubben har solgt midtbanespilleren til norske Bodø/Glimt.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det blev aldrig til den store succes for norske Håkon Evjen i Brøndby efter skiftet fra hollandske AZ Alkmaar. Og nu drager Evjen videre.

Brøndby har solgt offensivspilleren til norske Bodø/Glimt. Det oplyser den danske klub på sin hjemmeside.

- Håkon er en rigtig dygtig spiller, men det har knebet med den spilletid, som både vi og Håkon havde håbet på, da han har skullet konkurrere mod nogle rigtig dygtige spillere om pladserne på midtbanen, siger Brøndbys sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubben hjemmeside.

- Derfor har vi sammen med Håkon fundet en rigtig god løsning i form af et skifte hjem til FK Bodø/Glimt, hvor begge parter har haft et gensidigt ønske om at finde sammen igen.

Det var i Bodø/Glimt, at den nu 23-årige spiller i sin tid fik sit gennembrud på seniorniveau.

Ifølge ham selv var et skifte ikke kommet på tale nu, hvis ikke det havde været netop Bodø/Glimt, som stod klar og bad om hans underskrift.

- Da jeg fik chancen (for at komme til Bodø/Glimt, red.), måtte jeg gå 100 procent efter det. Havde det været enhver anden klub, der var i spil, havde et skifte ikke været aktuelt. Det var her eller ingenting, siger Evjen til den norske klubs hjemmeside.

Evjen nåede 30 kampe for Brøndby og scorede fire mål.

Sponsoreret indhold