Brøndby begik bettingbrøler med børn som reklamesøjler

Det var på flere måder en kedelig søndag for Brøndby, der tabte 1-3 til FC Midtjylland i Superligaen.
Ud over nederlaget begik Brøndby en fejl ved at lade børn løbe ind sammen med spillerne før kampen iført trøjer med klubbens bettingpartner Betano trykt på maven.
Det påpeger Christian de Gier, der er ludomanibehandler ved Behandlingscenter Tjele, i et opslag på LinkedIn. Han har sendt en klage til Forbrugerombudsmanden.
- Det er en kæmpe bommert af Brøndby. Hvis man kender bare lidt til Spilleloven, ved man, at det er ulovligt at bruge børn som reklamesøjler for betting.
- Jeg går ud fra, at det ikke er gennemtænkt, men det er en fejl, der aldrig må ske. Hvordan det overhovedet er gået til, er mig en gåde, skriver han.
Brøndby har reageret på fejlen, og kommunikationsdirektør Søren Hanghøj Kristensen lover, at klubben vil stramme op.
- Det er en klokkeklar fejl fra vores side, som vi kun kan beklage. Børnene, der deltager i indløbet, har ofte deres egne trøjer med hjemmefra. Det har været tilfældet her.
- Børnetrøjer sælges udelukkende uden vores hovedpartners navn på maven. Børnene her har været iklædt trøjer i voksenstørrelser medbragt hjemmefra.
- Det er 100 procent vores ansvar, at vi ikke har fanget det og udstyret dem med en anden trøje uden partnernavn, lyder det fra kommunikationsdirektøren i et svar på kritikken.
Reglerne for markedsføring af spil er formuleret i Spilleloven, hvor det fremgår, at markedsføring af spil hverken i kommunikationsudformning eller medievalg må være målrettet mod børn og unge under 18 år.
- Vi kommer fremover til at understrege, allerede når børnene tilmeldes til indløb, at indløb foregår i en trøje uden vores hovedpartners logo på maven, understreger Brøndbys kommunikationsdirektør.